ved Alkazars Belejring, og derfor ankom til Akre førend Toget til Ægypten blev bestemt[1], men at Erlend og Thrønderne derimod bleve hos Hovedhæren, kæmpede ved Alkazar, overvintrede i Lissabon, og traf ikke sammen med sine Landsmænd igjen førend ved Damiate. Ved Belejringen af denne befæstede Stad udmerkede som bekjendt, de nordtydske, især de frisiske Korsfarere sig overordentligt, fornemmelig ved Indtagelsen af det saakaldte Lænke-Taarn, hvortil de dygtige, hændige Søfarere opførte et beundringsværdigt Stillads paa to til den Ende forbundne Skibe[2]. At de norske Korsfarere, der vare i Følge med Tydskerne, og ligesom de kom til Søs, netop deeltoge i dette Foretagende, synes ej at kunne betvivles, fornemmelig da Sagaen udtrykkeligt tilføjer, at de „syslede vel i sin Færd“; og de Regler for Kamp til Søs og for Belejring af Kasteller, som „Kongespejlet“ giver, saavel som de hist og her i det Foregaaende meddeelte Beretninger om flere Træfninger til Søs, vise at vore Forfædre havde megen Erfaring og Dygtighed just i det Slags Krigskunst, hvorom der her var Spørgsmaal[3]. At de Forfattere, der have beskrevet Damiates Belejring, ikke omtale dem, er let at forstaa, da deres Antal var for ubetydeligt til at de skulde kunne have tildraget sig særskilt Opmerksomhed, især da de ikke havde nogen Konge eller særdeles højtstaaende Mand til Anfører: man har fremdeles betragtet dem som hørende til den nordtydske Flaade, med hvilken de ankom. Det kan dog neppe betvivles, at idetmindste een, om ikke flere, af Deeltagerne selv har forfattet en Beretning om Toget, men som i Tidens Løb har deelt Skjæbne med Beretningen om Peter Steypers Korstog og saa mange andre af vore ældre litterære Skatte, nemlig sporløst at forsvinde. Det vilde have været af overordentlig Interesse at erfare, hvilket Indtryk den forunderlige ægyptiske Natur og det brogede Liv i Orienten, blandt den store Vrimmel af Krigere, har gjort paa de throndhjemske Bymænd, af hvilke vel de færreste før den Tid havde været søndenfor Elben eller Kanalen. Det er ikke sandsynligt, at Nordmændene forbleve i Ægypten, indtil det hele treaarige Felttog var til Ende, og Damiate tilbagegivet Saracenerne. Allerede om Høsten 1218 forlode mange tydske og frisiske Pilegrime Hæren og droge hjem, omtrent midt i September[4]. Til dem sluttede rimeligviis Nordmændene sig
- ↑ Dette bestyrkes ogsaa af det udtrykkelige Tillæg i en enkelt Kodex, at Roar kom til Akre „paa den aftalte Dag.“
- ↑ Wilkens, l. c. S. 194–204.
- ↑ Se ovenfor S. 411 jvfr. II. S. 894 hvor de saakaldte Huunkasteller omtales. Et saadant Huunkaskell synes det ved Damiate byggede at have været.
- ↑ Wilkens, l. c. 210.
