Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/617

Denne siden er korrekturlest
599
1217–18. Slittungernes Flok stiftes.

Bønder satte efter ham, dræbte ham selv, og saarede nogle af hans Mænd. Hans øvrige Følge skyndte sig at komme ombord, og vendte tilbage til Oslo med hans Lig.

Dette var det første voldsomme Optrin, som sandt Sted i Viken efter Oprettelsen af det midlertidige Forlig mellem Birkebeinerne og Baglerne. Det havde dog ikke nogen egentlig politisk Betydning, men stod dog i et Slags Forbindelse med Tilblivelsen af den nye Oprørsflok, som strax efter dannede sig i den Egn, man med Rette kunde kalde Oprørsflokkenes Vugge, nemlig Grændseskovene eller Marker. Presten paa Rakkestad, Harald, havde for nogen Tid siden haft en Lejeprest eller Kapellan, ved Navn Benedikt, sædvanligt kaldet Bene, eller Bene Skindkniv, fød øster paa Marker. Denne Bene lod sig forlyde med, at han var en Søn af Kong Magnus Erlingssøn. Hans Foresatte, Presten Harald, bestyrkede ham heri; det er endog ikke saa usandsynligt, at han var den, som fra først af satte ham paa denne Tanke. Bene begav sig nu til Ragnvald Hallkellssøn, der som Kong Magnus’s Systersøn skulde være en af hans nærmeste Frænder. Ragnvald synes dog ikke at have erkjendt Frændskabet, men beholdt ham imidlertid hos sig, mere som et Slags Nar, end som en Slægtning, thi Bene optraadte her, lader det, som Spillemand eller Jongleur og ikke som Prest[1]. Da Ragnvald var falden, begav han sig til sin Hjembygd Marker, hvor det lykkedes ham at faa samlet endeel Folk om sig; han kaldte sig nu ikke længer Bene, men Magnus efter sin foregivne Fader. Harald, Presten paa Rakkestad, tog sig fremdeles af ham, og snart strømmede en heel Deel Folk til ham. Disse hans Tilhængere vare dog endnu kun yderst fattige, daarligt klædte og slet bevæbnede, saa at man endog kaldte dem Slittunger; de strejfede omkring i Skove og Udmarker, og vovede sig sjelden ned i Bygderne uden for at røve eller stjæle, hvilket synes at have været deres fornemste Maade at friste Livet paa. Men om Vintren sloge to højbyrdige og rige Bønder, Thorbjørn og Helge fra Lumeland i Elvesyssel, sig til Flokken, og strax efter fulgte flere Bønder og Bondesønner deres Exempel. Alle, heder det, troede for ramme Alvor, at Bene virkelig var Kong Magnus’s Søn – det klinger for Resten herved utroligt, at alle til Hobe skulde have ladet sig dette indbilde, og at ikke enkelte af dem, i det mindste de mest oplyste, snarere skulde have slaaet sig til ham alene af Fiendskab mod

  1. Der staar nemlig: „hann fór með leika;“ og en „Leikare“ var paa den Tid ej alene en Musikant men og en Taskenspiller, Lystigmager, eller, som det i Middelalderens Latin kaldes „joculator,“ hvoraf „Jongleur.“ Der tilføjes ogsaa “han var en lystig Mand, og Ragnvald agtede ham mere som Daare end som Frænde“; det har altsaa maaskee især været allehaande Puds og Narrestreger, hvori hans „Leik“ bestod.