pen, „skulle vi vise dig al den Hæder, der staar i vor Magt.“ Skule taug fremdeles; men det blev dog afgjort, at der hen paa Sommeren skulde holdes et stort Mode i Bergen, hvor som sædvanligt Kongen, Jarlen, Erkebiskoppen, de øvrige Biskopper, Lendermændene, Lagmændene og alle de bedste Bønder i Landet skulde indfinde sig, for at afhandle denne Sag og bringe den til Afgjørelse. Af Erkebiskoppens Ferd skulde man slutte, at han ganske og aldeles stod paa Jarlens Parti, og handlede i hans Interesse. Alligevel udbad han sig en hemmelig Samtale med Dagfinn Bonde, der nu som ellers var Kongens højre Haand og egentlige Raadgiver, og forsikrede ham, idet han tog Gud til Vidne derpaa, at han gjerne vilde være Kongens Ven, og at det, som nu havde været paa Bane, ej vilde have været talt, om han havde maattet raade; han bad ham derhos give Kongen det Raad at finde sig taalmodig deri for Guds Skyld, da alt dog tilsidst vilde ende til hans Hæder, men til Skam for den der søgte at styrte ham. Mon denne Forsikring skulde være oprigtigt meent, og ikke snarere have haft til Hensigt enten at gjøre den forsigtige Dagfinn altfor tryg, eller i det mindste, saavidt muligt, ogsaa at holde gode Miner med Kongens Partis Man erfarer dog af flere Omstændigheder, ja saagodtsom af Guthorms egen senere Tilstaaelse, at han paa denne Tid var en erklæret Tilhænger af Jarlen, og ganske gik i hans Ledebaand. Det er vanskeligt at vide, hvad man her skal tro.
Saa vidt man kan skjønne, optoges Kongens og Jarlens Tid saaledes af disse Rivninger, at de maatte overlade Viken til sig selv, uagtet Baglerhøvdingerne saa trængende anmodede dem om at komme dem til Hjelp mod Slittungerne. Mod Sommerens Begyndelse begave Kongen og Jarlen sig til Bergen, hvor det aftalte Mode skulde holdes, efterladende Gregorius Jonssøn som Befalingsmand i Throndhjem. Det saa nu heel misligt ud med Enigheden imellem dem. Der opstod idelige Tvistigheder, og allerede deelte Birkebeinerne sig i Flokke, af hvilke nogle fulgte Kongen, andre Jarlen, og, heder det, „da gik det som før, at den havde mest Folk, som havde mest Gods.“ Da Lendermændene begyndte at indfinde sig, toge de ogsaa Parti, nogle med Kongen, andre med Jarlen. Kongens Tilhængere ansaa det endog nødvendigt, for hans Sikkerheds Skyld, uafladeligt at passe paa ham; foruden det sædvanlige Hirdfølge eller Vagt maatte 12 bevæbnede Mænd være om ham baade Dag og Nat, og Høvdingerne Andres Skjaldarband og Vegard Veradal toge endog Nattekvarteer med alt deres Mandskab i Kongsgaarden. Her var saaledes fuld Borgerkrig paa Nippet til at udbryde, ene og alene formedelst Jarlens Ærgjerrighed og uberettigede Fordringer. Uden den overvættes Paapasselighed fra de Kongeliges Side vilde den visselig og have ud-
