fra Brabant ved Navn Sigar[1], bekjendt som en meget klog og kunstfærdig Mand. Han gav sig ogsaa Mine af at være meget venlig sindet mod Kongen. Tidlig om Morgenen en Onsdag, Dagen forud for den Thorsdag, paa hvilken Jærnbyrden skulde foregaa, gik han til Dagfinn Bonde og forlangte at tale i Enrum med ham. Dagfinn kom, og han sagde da: „jeg veed, at I ere meget ængstlige for, hvilket Udfald eders Sag vil faa; men da jeg mener Kongen det godt, vil jeg lære eder en Kunst, hvorved I kunne undgaa al Fare; jeg kjender nemlig et Slags Græs af den Beskaffenhed, at naar jeg gnider det paa Kongemoderens Haand, vil hun uden Skade kunne bære Jærnet, og ikke i mindste Maade blive brændt.“ „Gud takke dig for denne Velvilje; du er da ret en viis Mand,“ svarede Dagfinn; „men sig mig dog, hvor voxer dette Græs, der har saa stor Kraft?“ „Det voxer,“ var Sigars Svar, „paa dit og hver anden Mands Huustag i Bergen.“ Da sagde Dagfinn: „Ingen Kunst eller Lægedom ville vi her bruge, uden den, Jesus Christus selv af sin Miskundhed vil anvende; pak du dig bort med dit Vaas, og du skal faa en Ufærd, om du oftere kommer med slig Tale.“ Dermed maatte Sigar forføje sig bort. Dagfinn begav sig strax til Inga, og sagde hende i al Hemmelighed, at hvis Sigar kom og tilbød noget Lægemiddel eller andet Kneb, maatte hun vogte sig for ham som den værste Fiende, da der ganske vist var Falskhed og Svig med i Spillet. Modpartiets listige Plan, at overtale Inga til at bruge et Middel, der maaskee enten netop havde befordret Forbrændingen, eller i modsat Fald vilde have gjort den hele Akt ugyldig, naar Sigar røbede hvad der var skeet, gik saaledes overstyr[2].
Næste Dag, efter Primamessen (omtrent Kl. 9) foregik den højtidelige Akt. Kongen, Jarlen, Erkebiskoppen, og alle de øvrige Biskopper og Høvdinger, vare tilstede. Hun udholdt Prøven med frejdigt Mod. Den Dag, da Haanden skulde løses, blev det meldt Kongen at nogle af Jarles Mænd skulde gaa med skjulte Vaaben. Strax bød han derfor Jon Staal, Guthorm Gunnessøn, Vegard Veradal og Baard Brimstein at lade deres Troppeafdelinger, saavel som Gjesterne, træde under Vaaben, og holde Vagt ved Christkirken, medens Haanden blev løst. Til den bestemte Tid kom Kongen, Erkebiskoppen, Jarlerne, Biskopperne og de andre Høvdinger til Kirken. Og, heder det i Sagaen, da Kongemoderens Haand blev løst, gjorde Gud af sin Miskundhed store Jærtegn, saa at hun blev ganske reen; ja alle, som saa hendes Haand, sagde at den nu var
