Slægt virkelig bragte til Udførelse, vilde ej være forunderligt. Ved Eysteins Afrejse medgav Byrge ham nogle Folk og Penge, og affandt sig, som der staar, vel med ham; baade han og hans Hustru gjentoge ved Afskeden deres gode Løfter. Eystein begav sig derfra med sit Følge tilbage til Norge, og opholdt sig for det første i Grændseskovene paa Marker, hvor endnu flere samlede sig til ham. Men da han og hans Mænd kun havde faa Penge, maatte de skaffe sig Ophold, som de bedst kunde, ved at røve og plyndre i Bygderne. De vare for faatallige til at de torde opholde sig længe paa eet Sted, men strejfede vidt og bredt omkring, idet de snart kom frem paa eet, snart paa et andet Sted. Derved bleve deres Klæder og Skotøj snart opslidte, saa at de bleve barfodede og maatte binde Næver om deres Fødder og Lægge. Derfor kaldte Bønderne dem spotviis Birkebeiner. Deres Strejftog gik mestendeels østen om Marker, derfra brøde de af og til ned i Viken. Lendermændene og Bønderne nede i Elvesyssel samlede Folk imod dem, og holdt flere Fegtninger med dem, hvorved snart Bønderne, snart Birkebeinerne vare de angribende, og flere Folk faldt paa begge Sider. Naar Birkebeinerne ikke traf den hele Bondehob for sig, bleve de sædvanligviis de sejrende, og Bønderne toge Flugten. Tre ordentlige, fylkede Slag skulle de have holdt, eg sejret i dem alle. Men paa Krokaskogen oppe i Saurbø, hvor Karl Jarl tidligere led sit Nederlag (1137) gik det ogsaa dem ilde. Bønderne fældte Broter for dem, og havde, som det synes, nær omringet dem, men de undslap dog ved en hurtig Flugt, og med Tabet af endeel Folk. Paa denne Maade tilbragte Birkebeinerne tvende Vintre og den mellemliggende Sommer
(1174–1176) i Viken[1].
Sommeren derefter (1176) vovede de sig ud paa et længere Tog. De skaffede sig endeel lette Skibe og Skuder, og toge Vejen langs Kysten, først omkring i Viken, hvor de fik sig Folk og Penge, og siden, da det led ud paa Sommeren, nordefter til Throndhjem, udenskjærs og i saadan Hast, at der ej hørtes noget Nys om dem, førend de kom til Byen, ligesaa lidt som Erling Jarl og Kong Magnus, der vare i Bergen, erfarede noget om at de sejlede forbi. Birkebeinernes Skare var nu vel bevæbnet, og bestod foruden af Markermænd og Elvegrimer ogsaa af en heel Deel Mænd fra Thelemarken, der rimeligviis havde sluttet sig til dem paa deres Fart forbi Grønafylkes Kyster. I Nidaros opholdt sig som Gjald-
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 27, Snorre Cap. 36; Fagrskinna Cap. 278. Denne sidste, som her nærmest er fulgt, afviger i nogle Enkeltheder fra hiin. Navnlig er det den, som lader Bønderne fælde Broten for Birkebeinerne medens den større Kongesaga lader Birkebeinerne gjøre det.
