Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/633

Denne siden er korrekturlest
615
1218. Slagsmaal mellem Kongens og Jarlens Mænd.

bekjendt paa alle Skibene, og Arnbjørn Jonssøn, Lodin Paalssøn og de fleste øvrige Skibsstyrere sendte strax Baade hen til Konge-Skibet, og lode Haakon melde, at han kunde stole paa dem, hvis det kom til noget alvorligt. Paa alle Skibene hang endnu Skjoldene ved Stavnene for Ufredens Skyld, og Mandskabet var saaledes i en Hast bevæbnet. Dagfinn Bonde og Guthorm Gunnessøn gik ombord til Kongen, og lode deres Mandskab, som det synes, bolde bevæbnet paa Bryggen. Strax efter kom Jarlen ombord, meget vred. Kongen rejste sig op mod ham, og tilbød i sin Morbroders Navn Bod saavel til ham som Eiliv, men Jarlen værdigede ham neppe et Svar. Da sagde Dagfinn: „dersom I, Herre, ikke vil love at holde Fred i Nat for denne Sags Skyld, tør vi ikke lade Kongen blive ombord paa Skibet, men han skal da følge med os.“ „Jeg vil ikke for nogen Priis flygte fra mit Skib og mine Folk i Nat,“ svarede Kongen. Hirden erklærede, at den vilde være der, hvor Kongen var. Da gav Jarlen gode Ord, og sagde at alt skulde staa uafgjort under gjensidig Grid indtil den følgende Morgen. Dog blev der den hele Nat holdt stærk Vagt paa begge Sider.

Om Morgenen, efter Formessen, gik Kongen selv til Eiliv, og tilbød ham Bod i Gunnulfs Navn. Eiliv svarede dertil nok saa vel, og tilsagde Grid for sit Vedkommende, indtil man saa, hvad Udfald hans Sag fik. Derpaa lod Kongen blæse til Hirdstevne, og foredrog den hele Sag. Man ytrede sig heel forskjelligt derom; Vegard Veradal stod op og klagede over den Forsmædelse, der var ham sagesløse Mand overgaaet: han vilde ej, sagde han, have klaget, hvis Vedkommende havde budt ham nogen Oprejsning Lendermændene og Hirden erklærede at de ikke paa nogen Maade vilde finde sig i, at en saadan Fornærmelse, tilføjet en af deres egen Midte, ej skulde afsones med en passende Bod. Omsider maatte Jarlen bekvemme sig til at voldgive Sagen gode Mænds Kjendelse, og disse dømte Jarlen til at udrede en Pengebod, samt til at aflægge en Trygds-Ed. Dette var tilstrækkelig Satisfaktion for Vegard, der eftergav Jarlen baade Boden og Eden. Men Jarlen var lige fuldt, som man nok kan begribe, yderst opbragt, og fattede et dødeligt Had til Vegard. Det er ellers tydeligt nok at see, at Jarlen og hans Tilhængere ved denne Lejlighed, hvor den første Fornærmelse var udgaaet fra det kongelige Parti, neppe havde viist saa meget Maadehold, hvis de ej havde merket, at Overmagten i Tilfælde af aabenbar Kamp ganske vilde blive paa Kongens Side, og dette har saaledes maaskee været dem en nyttig Lærdom, der endnu for en Række af Aar forebyggede et aabenbart Brud[1].

  1. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 50–42.