med Andres Skjaldarbands Hustru Ingebjørg, gjennem hvilken han, i det mindste til en Tid, kunde indvirke paa bane og benytte ham som et Redskab for sine Planer, uden at han engang selv var sig det bevidst[1].
Der indtraf imidlertid, man kan næsten sige heldigviis, Begivenheder, som tvang Jarlen til, hvad end hans Planer monne være, at slutte sig nøje til Kongen, og saa godt som mod sin Vilje at styrke hans Magt. Den samme Vinter, han og Kongen opholdt sig i Throndhjem, stiftedes der nemlig en ny Oprørsflok, der optog i sig den tidligere, og blev saa sterk, at den fuldkommen beskjeftigede de med de forhenværende Bagler forenede Birkebeiners Kræfter, medens den tillige saa eensidigt kæmpede for en egen Prætendents Interesse, at der i det mindste i Førstningen ej fra Jarlens Side kunde være Tanke om at vinde den for sig, saa at han altsaa maatte gjøre en Dyd af Nødvendigheden, og bekrige den, som om han var Kongens ivrigste Forsvarere. Sammenhængen dermed var følgende. Den forhenværende Baglerhøvding Gudolf af Blakkestad var, som vi have seet, af gyldig Grund forbigaaet ved den nye Besættelse af Syslerne i Oslo om Høsten 1218, og harmedes højligt derover, som rimeligt var, men holdt sig dog for det første rolig, idet han vel saa Tiden an, om maaskee Kongen eller Jarlen senere skulde betænke sig, og give ham Syssel. Men da den anden Vinter kom, og han endnu ingen Syssel havde faaet, besluttede han at stifte en Oprørsflok, og sendte i det Øjemed sin Søn, Eiliv Kruna, ledsaget af to andre Mænd, Erik Panne og Jon Raud, ned til Halland, for at opsøge den før omtalte Sigurd, Erling Steinveggs virkelige eller foregivne Søn, der fremdeles skulde opholde sig der, og tilbyde ham Norges Krone. De fandt ham ganske rigtigt; han lod sig ikke dette Tilbud gjøre to Gange, og stillede sig strax til deres Forføjning, medens de viste ham al kongelig Ære. Imidlertid samlede Gudolf i al Hemmelighed paalidelige Folk om sig paa Blakkestad i Skogheimshered, (Asker Sogn) og satte en mørk Nat over til Hovedøen, hvor Sysselmanden, Ivar Utvik, laa med nogle Skibe, uden at ane mindste Fare, og aller mindst af Gudolf, med hvem han, som vi have seet, for saa kort Tid siden havde indgaaet Broderskab. Det synes endog, som om han og hans Folk ikke engang have haft deres Vaaben hos sig, men kun haft dem nedpakkede i sine Kister. Det var derfor en let Sag for Gudolf at spille
- ↑ Jarlens Søn med Ingebjørg, Peter, som nedenfor vil blive omtalt, var allerede i 1239 en fuldvoxen og sterk Mand, der kunde flytte St. Olafs Skrin; han var vel altsaa mindst 18–19 Aar, eller fød omtrent 1220.
