enten fra først af havde været misfornøjede med den nys indgaaede Forening, eller siden efter følte sig brøstholdne derved; og af flere senere forefaldne Omstændigheder, faar man desuden, om just ikke Vished, saa dog en sterk Mistanke om, at den i hemmelige Stemplinger utrættelige Biskop Nikolas ogsaa her har haft en Finger med i Spillet, ja maaskee, naar alt kommer til alt, har været den, der fra først af ophidsede Gudolf til at gjøre Oprørsforsøg, dog uden at stille sig selv for meget blot[1]. Ribbungernes Flaade forøgedes snart betydeligt, og det synes ej at have varet saa længe, førend de ganske fik Overtaget over de kongelige Befalingsmænd i Viken, og strejfede om efter Behag, medens disse havde nok med at forsvare sit Liv, og tilsidst kastede sig ind i Befæstningen paa Slotsbjerget ved Tunsberg. Oprørerne havde neppe kunnet gjøre saadan Fremgang, hvis Kongen og Jarlen i Tide vare komne deres Befalingsmænd i Viken til Hjelp, hvorom disse ved Breve og Sendebud paa det indstændigste anmodede dem. Men i Stedet for at komme til Viken bleve de hele Sommeren liggende i Bergen, hvorhen de om Vaaren havde begivet sig. Aarsagen var den, at Jarlen, som det nedenfor nærmere skal omtales, havde sat sig den æventyrlige Plan i Hovedet, at udruste en stor Flaade til Island. Der blev vel intet heraf, men imidlertid var den kostbare Tid gaaet hen; og da Kongen og Jarlen endelig kom afsted, for at staa de haardt betrængte vikske Høvdinger bi, var allerede Michelsmesse for Haanden. Den kongelige Flaade bestod af 30 større og mindre Skibe, og der var flere anseede Lendermænd med, som Jon Staal, Haalogalændingen Paal Vaagaskalm og Ivar Nev. Men man havde mange Vanskeligheder at kæmpe imod, og Toget synes i det Hele taget at have været daarligt anordnet og forhastet. Udenfor Jæderen fik man en heftig Storm, og derpaa saadan Modvind, at man i 14 Dage maatte blive liggende i Halmen Lykr ved Sokndalen[2]. Her slap Forraadet af baade Mad og Drikke op, saa at man maatte slagte Bøndernes Kvæg, og dette maatte nødvendigviis vække Misnøje blandt disse, medens Mandskabet paa sin Side klagede over den lange uvirksomme Henliggen. Tilsidst maatte man gribe til den Udvej, at Kongen vendte tilbage til Bergen med de større Skibe, medens Jarlen med de mindre fortsatte Rejsen til Viken, hvor han
- ↑ Man iagttage blot, hvad der fortælles nedenfor, S. 627 (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 67), om Jarlens og Biskoppens Ordvexling, Skibene angaaende, og om hans Underhandlinger med Gudolfs Frille, saavel som endnu længer tiede, i 1225, om hans listige Fremgangsmaade mod Arnbjørn Jonssøn (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 118).
- ↑ Denne Havn antages af Munthe (Aalls Snorre III. S. 228 i Noten) for at være Løkevig i Soggendals Prestegjeld. Vist er det, at den maa være at søge et Stykke søndenfor Eikundasund eller Ekersund, siden Kongen paa Rejsen nordefter kom did.
