af alle Sysler skulde tage den hele Landskyld og Leding, og føre den til Bergen, for at man dermed kunde bestride Julekosten og Lønningerne til Hirden; om at bekæmpe Ribbungerne denne Høst synes det ikke engang at have været Tale. Paa Tilbagerejsen til Bergen led man den yderste Mangel paa Levnetsmidler, og ingensteds var noget at faa. Det eneste glædelige, som mødte Kongen, var, at han i Eikundasund traf Biskop Henrik, med hvem han talede mangt og meget, og som nu oprigtigt forsikrede Kongen om sit Venskab. „I maa vide, Herre,“ sagde han, „at I havde ingen virksommere Fiende af en liden Mand at være end jeg, men herefter skal ingen være eder en troere Ven blandt os Biskopper, hvor lidet end mit Navn vejer.“ Da Kongen kom til Bergen, kaldte han Dagfinn Bonde til sig, og overdrog ham at sørge for det nødvendige til Fortæringen i Julen. Det var en vanskelig Sag, thi alle Beholdninger vare tomme, og der maatte optages store Laan. Der blev ligeledes skrevet til Sysselmændene, at de skulde indsende deres Oppebørsler, men, siges der charakteristisk nok, „der kom ikke stort ud deraf, thi Sysselmændene vare ikke synderlig bange for Kongen, og naar han talte alvorligt til dem, sagde de at de havde anden nødvendig Brug for Pengene“. Imidlertid kom Jarlen, efter fremdeles at have kæmpet med Modvind, til Viken, og tog saa megen Leding og Landskyld, han kunde faa, men det synes ikke at have været stort, og heller ikke lader det til at han kom længer øster end til Tunsberg, rimeligviis fordi Ribbungerne havde hele Landet østenfor Fjorden inde. Fem Dage sør Juul forlod han atter Tunsberg, og kom efter ni Dages heldige Fart tilbage til Bergen. For Øjeblikket var nu Forstaaelsen mellem ham og Kongen saa god, som man kunde ønske sig. Allerede førend han kom til Bergen, havde han sendt Folk i Forvejen, for at melde at han snart var i Vente, og Kongen sendte ham strax Mænd imøde, for at indbyde ham til sig med alle hans Folk. Under hele Vintrens Løb synes der ikke at have indtraadt noget Brud paa dette venskabelige Forhold[1].
Om Vaaren, henimod Fasten (24de Februar 1220) kom der Bud fra Viken, at Ribbungernes Flok fremdeles tiltog, og gjorde megen Skade. Nu havde ogsaa, hvad man nok kunde forudsee, Slittungerne forenet sig med dem, og Bene havde ved denne Lejlighed maattet finde sig i at stige ned fra sin selvtagne fyrstelige Værdighed, og tage til Takke med en Troppe-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 56–61.
