Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/648

Denne siden er korrekturlest
630
Haakon Haakonssøn.

eller af de nordenfjeldske Sysselmænds Egenraadighed, men for en stor Deel maa det vel og forklares deraf, at Ribbungerne virkelig havde været mægtigere, end den Kongehuset hengivne Sagaforfatter udtrykkelig vil tilstaa. Man seer i det mindste ved at sammenholde flere Beretninger, at de havde saa godt som hele Ranafylke og største Delen af Borgesyssel og Raumarike inde, at selve Arnbjørn Jonssøn var fordreven fra sin Syssel østenfor Fjorden, ja at de endog den længste Tid holdt sig i Oslo-Hered og spillede Mester der, idet de efter ethvert uheldigt Sammenstød med Kongen eller Jarlen strax viste sig paa ny, tildeels endog i større Antal, og med forøgede Kræfter, saa snart hine vare borte[1].

Under disse Omstændigheder var det vist heel ilde betænkt af Jarlen, da man var kommen til Haugsvik ved Follo, at ville tage Hevn over Landskabets Indbyggere, fordi de havde dræbt den forhadte Ragnvald Hallkellssøn. Om end en saadan Hevn efter den strenge Ret lod sig forsvare, synes det dog, som om man just nu og i disse Egne burde have ladet det være sig magtpaaliggende, ved Mildhed og Eftergivenhed at vinde Folket, i Stedet for med Haardhed saa godt som at tvinge dem til at tage Ribbungernes Parti. En anden Sag var det, om Foldungerne allerede havde gjort fælles Sag med Ribbungerne, men dertil findes ingen Spor. Det synes og, som om det ikke synderlig kunde vedkomme Skule at hevne Ragnvalds Drab, der var skeet førend Baglerne havde forenet sig med Birkebeinerne. Men rimeligviis har det vel især været Ragnvalds Farbroder, Gregorius Jonssøn, der drev paa denne Hevn som en Æressag, og Jarlen vilde vel gjerne for enhver Priis gjøre sig den mægtige Lendermand forbunden. Da Jarlen paa en Hirdstevne ved Haugsvik tilkjendegav sin Beslutning, erklærede Kongen, at han for sin Deel ingen Aarsag havde til at hevne Ragnvalds Død, hvis Frænder som oftest havde viist sig fiendtlige mod Kongehuset, men da Bønderne havde dræbt ham sagesløs, vilde han ej sige noget imod at man lod dem undgjelde derfor. Af disse Ord seer man, at Kongen just ikke syntes videre godt om Forslaget, men endnu ikke følte sig sterk nok til at ytre sig med Bestemthed lige over for Jarlen og Lendermændne. Jarlen og Gregorius begave sig da op i Bygden med en heel Deel Birkebeiner, og brændte vidt og bredt, uden at Bønderne engang forsøgte paa at sætte sig til Modværge[2]. Da de vare færdige med dette Arbejde, vendte de tilbage-til Flaaden, som fortsatte Sejladsen syd til Jarlsø. Her gjorde Kongen og Jarlen da nødvendige Forberedelser til Bergensrejsen. Lodin Paalssøn blev tilbage som Befalingsmand paa Bjerget ved Tunsberg, og Guthorm Gunnessøn

  1. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 61–68.
  2. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 70.