Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/651

Denne siden er korrekturlest
633
1217. Forhandlinger om Kongevalg.

selv havde nogen Beskyldning at fremføre mod ham. De angave de nærmere Omstændigheder saaledes: Andres og Vegard sad begge nord paa Hindøen, hiin ved Havnen (Hardstadhavnen) denne lidt længer oppe i Bygden, men vare hyppigt tilsammen. En Dag kom Vegard ned og indbød Andres til at spise hos sig; Andres lovede at komme, og Vegard sendte sine Svende hjem for at dække Bordet. Imidlertid bad Andres ham gaa hen til det Huus, hvor Finnskatten (der bestod af Pelsverk, Hudreb, Fjedre, m. m.) opbevaredes, og see til om den var vel forsynet. Da han kom til Huset, merkede han at en Fjel var gleden ned, og kigede ind igjennem Aabningen, idet han, for bedre at komme til, tog Staal-Huen af. Men i det lamme løb to af Andres’s Svende til[1], og hugg ham Banesaar. Kongen, fortælles der i Sagaen, tog sig meget nær heraf, og ytrede at han paa denne Maade havde mistet to af sine huldeste Venner[2], men at han nok kunde skjønne, „fra hvad Rod dette var udsprunget.“ Han fortalte det strax til Jarlen, som gav at forstaa, at han ikke ugjerne saa Drabet hevnet paa Andres. Men da Kongen spurgte sine Venner til Raads, hvad der var at gjøre, meente de, at Andres nok burde tabe sin Ærespost, men ikke straffes paa Livet, da Ulykken dog egentlig var foranlediget af den, der helst ønskede dem begge døde. Kort efter kom Andres selv til Byen med en vel udrustet ny Tyvesesse, ytrede den oprigtigste Anger over det skede, og meente, „at han nu nok kunde skjønne, hvilke Snarer der var lagte for ham.“ Kongen fratog ham Syslen og gav den til Ivar Utvik, men tog ham for øvrigt til Naade, hvorimod Jarlen gav ham Syssel samme Steds for næste Aar i sit Navn[3]. – Mere fortæller Sagen ikke om denne højst gaadefulde Sag. Det er øjensynligt, at Sagaskriveren, vistnok af Hensyn til endnu levende Personer, her, som paa flere Steder, med Flid bar undgaaet at udtale sig tydeligt derom, men har dog umiskjendeligt sigtet Jarlen som den egentlige Ophavsmand. Da Andres Skjaldarband ej udførte Drabet med egen Haand eller i Hidsighed efter en Ordvexling, men ved andre, og med velberaad Hu, idet han netop passede det belejlige Øjeblik, da Vegard havde sendt sine Folk fra sig, og derhos fik hans Opmerksomhed paa, hvad der foregik om ham, afledet ved Eftersynet af Finnevarerne, faar man Indtrykket af at Andres allerede

  1. De hed Botulf Lem og Assur Gnit.
  2. Ved denne Lejlighed siges der, at Vegard var Kongens „Maag,“ men hvori dette Svogerskab bestod, angives ingen Steds.
  3. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 72. Siden der her er Tale om Finneskatten, skulde man næsten formode at Vegard og Andres vare komne tilbage efter et Tog ind i Finmarken eller langs Kysten (hvis man for Resten kan antage at de droge afsted i egen Person). Vegard har maaskee holdt til paa selve Throndenes, i alle Fald paa en af Gaardene i Nærheden.