i Besiddelse af de Odelsgods og Ejendomme som den nu ejer og i vore Dage kan komme til at eje, saavel som de Rettigheder, den har haft til denne Dag og det tilkommer den at have efter Guds og Menneskers Love. Heller ikke skal vi lade det bekomme nogen vel at fornærme den eller gjøre den Afbræk i dens Hæder, hvor som helst vi kunne udøve nogen Indflydelse. Gud almægtige og den hellige Kong Olaf være deres Ven, der styrke og overholde denne vor Bestemmelse med redelig Vilje; men hver den, som bryder den, skal være hjemfalden til vor Refselse efter den Magt, Gud giver os, saa længe som han forunder os at leve.“ Da saavel Dagfinn, som Baard Brimstein vare med at undertegne dette Dokument som Vidner, kan man være vis paa, at Haakon her har handlet efter deres Raad, og at det maaskee allerede for Afrejsen fra Bergen var bestemt, hvad der skulde skee[1]. Saa længe Skule havde Erkebiskoppen paa sin Side, vilde det blive en vanskelig Sag for Haakon at holde ham Stangen, og det gjaldt derfor at sikre sig hiins Venskab, eller i det mindste Upartisk-
- ↑ Norges gl. Love, I. S. 446, Thorkelins Dipl. II. S. 20. Brevet, der kun haves i en 103 Aar yngre Afskrift, er undertegnet af følgende Vidner: Paal (Flida) i Giske, Gregorius Jonssøn, Dagfinn, Mester Bjarne, Peter Brynjulfssøn, Aslak Pitlor, Mester Aslak, Baard Barre, Branstein, Viljam af Torge, Ivar i Berudal og Gunnar Grjonbak. Af disse var Aslak Pitlor, Mester Aslak og Baard Barre, som man af et senere Brev fra Skule Jarl seer, Chorsbrødre ved Christkirken, dette var vel og Tilfældet med den allerede ovenfor omtalte Mester Bjarne. „Branstein“ er aabenbart Skrivfejl for „Brimstein“, og Navnet „Baard“, eller Begyndelsesbogstavet B. er udeladt af Afskriveren. Ivar af Berudal var en anseet Mand, maaskee Lendermand, der boede oppe i Soknedalen (se nedenfor); Villjam i Torge (paa Haalogaland) var sandsynligviis en Søn eller Sønnesøn af den Lendermand af samme Navn, der faldt i Slaget i Sogn 1184; han selv faldt, som det vil sees, 1240, men der fremstaar endnu en senere Villjam paa Torge ved 1286. Da vi i dette Brev finde saavel Dagfinn som Baard Brimstein, der begge havde ledsaget Kongen fra Bergen, og vi derhos ikke finde Skules Navn, der dog ved en saa vigtig Akt som denne maatte have staaet ved Siden af Kongens, hvis Brevet havde været udstedt paa en Tid og et Sted, hvor han var nærværende, (om ej som Formynder, dog som Vidne) faa vi herved Brevets Udstædelsestid, der i dette selv ej angives, aldeles sikkert bestemt til Vaaren 1222. Thi at det er udstedt i Nidaros, sees deels af Chorsbrødrenes, deels af saa mange throndhjemske eller endog haalogalandske Herrers Nærværelse, blandt dem endog Lagmanden Gunnar Grjonbak. Da der nu ej kan være Tale om Vintren 1219–20, fordi Kongen og Jarlen da opholdt sig tilsammen i Nidaros, end mindre om Vaaren 1218, da Forholdet mellem Kongen og Erkebiskoppen var saa spendt, og Haakon ikke efter Besøget i 1222 kom til Nidaros saa længe Erkebiskop Guthorm levede, bliver altsaa Kongens Ophold i Nidaros Vaaren 1222 den eneste Tid, hvorom der her kan være Spørgsmaal, ligesom det passer bedst med Sagaens Beretning om den gode Forstaaelse eller rettere Forsoning mellem Kongen og Erkebiskoppen, at den store Gave netop da blev skjenket.
