hed, om end med store Opofrelser. Erkebiskoppen havde al Aarsag til at være tilfreds med, hvad han nu havde opnaaet, thi Myntrettigheden gav ham ej alene betydelige Fordele, men forøgede dertil hans Anseelse, da hans fyrstelige Værdighed derved endnu mere blev gjort anskuelig i Lighed med hvad der fandt Sted i flere andre Lande. Han var ogsaa nu idel Venlighed imod Kongen, og da denne lige frem spurgte ham, hvorfor han havde viist sig saa fiendtlig mod ham i hans Barndom, svarede han at det mere var Andres Indskydelser, end nogen Uvilje fra hans Side, som var Skyld deri. Hele den egentlige Sammenhæng, siges der, kom nu op for Kongen, og Erkebiskoppen lovede ham næste Sommer at komme til Bergen og vise Kongen al den Hæder, der stod i hans Magt. Maaskee har der allerede nu været paa Tale, til den Tid at faa et almindeligt Rigsmøde i Stand, for at ordne de nye Forhold i Anledning af Kongens Myndighed. Endnu førend Vaaren var til Ende, vendte Haakon tilbage til Bergen, fremdeles efterladende Gregorius Jonssøn som Befalingsmand eller Krigshøvding over hele Thrøndelagen, hvor det nu gjaldt at være paa sin Post mod Ribbungerne, der strejfede vidt og bredt overalt paa Oplandene[1].
Aaret forud var en af Kongehusets mest afsagte Fiender blandt Gejstligheden, Biskop Ivar skjaalge af Hamar, død[2], og efterfulgtes af en Hallvard, om hvem der ej fortælles stort, men som synes at have været venskabeligt sindet mod Kongen. Saaledes var det lykkets Haakon, i Løbet af de sidste tre Aar at faa Fleerheden af Landets Biskopper paa sin Side. Haavard i Bergen havde allerede fra Begyndelsen af viist sig ham hengiven, Henrik af Stavanger havde sluttet sig til ham i 1220, Ivar i Hamar var død 1221, Erkebiskoppen var vunden i 1222, og kun den gamle, listige Nikolas i Oslo var endnu tilbage af den ældre kongefiendske Skole, men selv han vovede dog ikke andet end i det Udvortes at vise Kongen al mulig Høflighed. Kun underhaanden begunstigede han dennes Fiender, endog Ribbungerne, og det, som det synes, ej længer altid af politiske Hensyn, eller for at opnaa Fordele for fine Frænder, men alene fordi det nu engang var blevet ham til en anden Natur at intrigere, og fordi Forestillingen om at Sverres Æt skulde blive i rolig Besiddelse af Tronen var ham utaalelig.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 76–77. I de trykte Udgavers Texter nævnes her Gunnbjørn Jonssøn som den i Throndhjem efterladte Befalingsmand i Stedet for Gregorius. At det er denne, og ej Gunnbjørn, see vi deels deraf, at Gregorius strax efter nævnes som Befalingsmand i Throndhjem, Gunnbjørn Jonsbroder derimod som Sysselmand paa Oplandene. Peder Claussøn har derhos rigtigt „Gregorius.“ I Originalhaandskriftet har der rimeligviis kun staaet et G.
- ↑ Hans Død omtales kun i Annalerne.
