Medens Kongen overvintrede i Bergen, og siden om Vaaren underhandlede med Erkebiskoppen, udviklede Jarlen en betydelig Virksomhed i Viken og paa Oplandene, hvor det lader til han havde foresat sig at faa gjort Ende paa Ribbunge-Opstanden, lige meget paa hvilken Maade, førend der skulde handles om hvad der var at foretage, inden Kongen højtideligt erklæredes myndig. Naar Jarlen kunde lægge en saa stor Fortjeneste, som Tilintetgjørelsen af Ribbungernes Opstand, i Vegtskaalen, maatte dette nødvendigviis komme ham meget til Gode ved Bestemmelsen af hans fremtidige Forleninger og Myndighed, hvorhos han som faktisk Herre over Viken og Oplandene vilde være i Besiddelse af en Magt, der maaske gjorde det muligt for ham at tiltrodse sig, hvad man ej med det Gode vilde indrømme ham. Saaledes benyttede Kongen og Jarlen hver for sig Tiden paa det bedste, og dreve hver sit Spil, for, naar Tiden kom, at kunne overliste hinanden. Fra Kongens Side var dette kun at betragte som et uundgaaeligt Nødværge, og af hans hele Fremferd sees det endeligt, at det aldrig var hans Hensigt at berøve Jarlen den Magt og Anseelse, der tilkom ham, end sige at efterstræbe hans Liv, medens Jarlen derimod ikke tragtede efter ringere end Kronen selv, om end Vejen dertil skulde gaa over Haakons Lig: han var altsaa stedse at betragte som den angribende og fornærmende, Haakon som den angrebne, der forsvarede sit Liv og sit Kongedømme. Man erfarer af det følgende, at Jarlen ogsaa nu havde faaet Bemyndigelse til at oppebære alle kongelige Indtægter af Viken, ligesom da han Vintren forud, eller sidst i 1220, begav sig derhen, eller med andre Ord, at han indtil videre virkelig var forlenet med Viken og Oplandene, saaledes at dette nu udgjorde hans saakaldte Trediedeel af Riget, medens han derimod intet mere havde at skaffe med Kronindtægterne af de øvrige Landskaber[1].
Allerede strax efter at Kongen havde forladt Tunsberg, maaske endnu for Juul 1221, fik Jarlen høre at Gudolf af Blakkestad var i Oslo-Hered med en betydelig Skare, og plejede om Dagen at holde til i selve Byen, men om Natten snart paa en, snart paa en anden Gaard i Nærheden. Han drog strax i al Stilhed afsted med nogle Skuder, for om muligt at overrumple ham, kom ved Nattetid til Hovedøen, og hørte her at Gudolf tilbragte denne Nat paa den, Munkene tilhørende Gaard Fors[2]
