Raadslagningerne blev dette, at Kongen sendte Mænd til Jarlen med en Skrivelse, hvori han erklærede sig utilfreds med den Udstrækning. Jarlen tillagde sin Trediedeel, og lod ham vide, at hvis han saaledes fremturede, vilde han ikke faa Ufred med Ribbungerne alene. Her handlede Kongen visselig aldeles i sin fulde Ret, men det var dog neppe vel betænkt at gaa saa strengt i Rette med Jarlen, om han søgte at skaffe sig Indtægter af et større Distrikt end fra først af bestemt just paa denne Tid, da han virkelig havde saa store og langvarige Udrustninger at bestride, og dertil ikke engang kunde erholde de fulde Indtægter af Viken, som endnu for en stor Deel var i Ribbungernes Besiddelse, og hvor Indbyggerne derhos paa mange Steder sandsynligviis vare udplyndrede og udarmede. Da det stemmer saa lidet med den Sindighed og Forsonlighed, Kongen ellers plejede at vise, at han nu paa een Gang, hvor han dog havde langt ringere Opfordring end ved tidligere Lejligheder, skulde fare løs paa sin tilkommende Svigerfader med Heftighed, ja endog true ham med Krig, kunde man næsten fristes til at antage, at der er indløbet en Fejl i Sagaens Ord[1]; i alle Fald øjner man her den vistnok trofaste og velmenende, men alt for hidsige Dagfinns Indflydelse. At Skrivelsen, eller Kongens Optræden i det hele taget, har sat ondt Blod hos Jarlen og dennes Venner, er øjensynligt, thi nu var det, at han nærmede sig til Biskop Nikolas, med hvilken han nys forhen havde staaet paa en saa spændt Fod, og at han ved hans Mellemkomst fik sluttet Forlig med Ribbungerne. Ja, han synes endog at have pønset paa hverken mere eller mindre, end at løsrive sig aldeles fra Kong Haakons Herredømme, og derimod efter Erling Skakkes og Erling Steinveggs Exempel stille sig under den danske Konges Overhøjhed som Jarl eller Konge i Viken. Kong Valdemar havde, som vi vide, allerede for 18 Aar tilbage søgt at gjøre den ham i Ringstedforliget 1170 tilstaaede Højhed over Viken gjeldende; hans Magt var nu, ved Slutningen af Aaret 1222, paa sit højeste; han var uimodsigeligt den mægtigste Konge i hele Nordeuropa, den største Deel af Østersøens Kyster adlød ham, og hvis der var nogen dansk Konge, der med nogenlunde Rimelighed kunde gjøre sig Haab om at gjenoprette „Gamle-Knuts“ Erobringsmonarchi, da maatte det være ham. Naar han, som vi see, vir-
- ↑ Udtrykkene i Kongens Brev lyde, som de anføres i Sagaen, saaledes: „ok jarl mundi eigi við Ribbunga eina eiga úfrið, ef hann héldi þessu fram.“ Her kunde man tænke sig Muligheden af at Originaltexten har haft: „Ok jarl mundi við Ribbunga einn eiga úfrið“ o. s. v. (og Jarlen maatte da ene holde Ufred med Ribbungerne, hvis o. s. v.), det vil sige, at han ej kunde gjøre Regning paa nogen Hjelp fra Kongen, hvis han oppebar de denne tilkommende Indtægter. En saadan Trusel var rimeligere, end Trusel om Krig. Dog findes hiin Læsemaade i alle Haandskrifter, og er tillige gjengiven af Peder Claussøn.
