og 7de Mai ved et lumsk Overfald havde taget Kong Valdemar og hans Søn, den udvalgte Tronfølger, Kong Valdemar den unge, til Fange paa Øen Lyde ved Fyn, og havde fort dem over Østersøen, man vidste paa den Tid neppe engang ret til hvilket Slot i eller ved Meklenburg. Dette reddede maaskee Norges Selvstændighed for flere Aarhundreder. For Skule var der nu intet at haabe fra Danmark, og han maatte vende tilbage igjen med uforrettet Sag[1], visselig meget harm i Hu. Han maatte nu saa at sige atter begynde hvor han tidligere havde sluppet, nemlig med Intriger indenlands, og til at drive saadanne fik han en bekvem Anledning ved de Forhandlinger, som Kongens Indtrædelse i Myndigheds-Alderen gjorde nødvendige. Hans Forhold til Kongen, der nu ej længer var hans Myndling, men tvertimod skulde være hans Overherre, maatte nøjere bestemmes, og for saa vidt han endnu troede sig berettiget til Kronen, eller til selvstændigt Herredømme over en Deel af Riget, var det endnu, men ogsaa just nu, Tid til at fremkomme med en saadan Fordring: siden vilde det.være for sildigt. Men dette kunde ikke afgjøres uden paa et almindeligt Rigsmøde, og et saadant blev, efter foreløbige Underhandlinger mellem Kongen og Jarlen, udskrevet til Olafsvaka (29de Juli) samme Aar i Bergen, med udtrykkelig Anmodning til enhver den, der troede at have nogen Fordring paa Riget, om at indfinde sig og fremsætte sin Fordring[2], paa det at Sagen eengang for alle kunde blive afgjort. Dette var unegtelig noget besynderligt, ja endog en Uformelighed, efter at Haakon engang var tagen til Konge og hans Byrd erklæret retmæssig; men Skule kunde med noget Skin af Rimelighed indvende, at Spørgsmaalet om, hvilken Arveret der skulde have Fortrinet, hans efter Kong Inge, eller Haakons efter sin Fader, endnu ikke fuldkommen var bragt paa det Rene. Kong Haakon fulgte paa sin Side den samme kloge Politik, som tidligere, da der handledes om Jernbyrden, og han maa desuden have været saa sikker paa Udfaldet, at en saadan Lejlighed til at see sin Ret højtidelig proklameret og alle Medbejleres Fordringer for stedse kjendte uefterrettelige endog snarere var ham velkommen. Det var saaledes, for Formens Skyld, just i sin Orden, at alle disse ogsaa indkaldtes. Et andet Spørgsmaal er, om Høvdingemødet først nu blev bestemt, eller om det ikke allerede havde været aftalt Aaret forud mellem Kongen og Erkebiskoppen, da denne lovede, den følgende Sommer at komme til Bergen og vise Kongen den tilbørlige Hæder, hvilket neppe synes at kunne bestaa i andet, end at proklamere ham som fuldmyndig og eneberettiget til Kongedømmet; ved det tidligere Mode i Bergen havde han nemlig kun erklæret Udsagnet om hans Byrd for rigtigt, og en højtidelig Akt udkrævedes der dog vel til, at Jar-
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/669
Denne siden er korrekturlest
651
1223. Skule Jarl i Danmark. Rigsmøde sammenkaldt til Bergen.
