Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/675

657

1223 Rigsmøde i Bergen. Jon Staals og Gunnar Grjonbaks Tale.

Foranstaltning“. Da Erkebiskoppen merkede, at dette kun vilde blive Mundhuggeri mellem Kongen og Jarlen, bad han dem holde op med slige Ord. De føjede sig derefter, og Forsamlingens Medlemmer kunde saaledes efter Opfordringen faa Ordet. Den, som først stod op og ytrede sig, var Lendermanden Jon Staal. „Da vi gamle Birkebeiner“, sagde han, „udgøde vort Blod og døjede saa meget Ondt med Kong Sverre, kunde det aldrig falde os ind, at Forhandlinger som disse skulde behøves, thi vi kæmpede alle sammen for at hævde ham og hans Æt hans retmæssige Fædrenearv. Men det er ikke saa underligt, om Skule Jarl fremkommer med en saadan Paastand, som den, vi nys have hørt, thi det er blevet mig sagt, at der her inde endog skulle findes de Lagmænd, der aabenbart have søgt at bevise for Jarlen, at han er arveberettiget til Norge efter Kong Inge. Hermed sigter jeg til eder, Aamunde Remba og Eystein Roessøn, der sidde hist henne paa Pallen“. Ved denne ligefremme Sigtelse sprang Aamunde Remba op og spurgte: „hvor var du vel, Jon Staal, da jeg sagde dette, saa at du hørte ret? eller nævn mig nogen anden, i hvis Paahør jeg sagde det!“ Eystein Roessøn rejste sig ligeledes og benegtede at have sagt noget saadant. Arnbjørn Jonssøn ytrede at hvis Lagmændene havde sagt dette eller noget lignende, maatte det mere have været i Drukkenskab eller af Letsindighed, end i Medhold af St. Olafs Lov, ja at de maaskee kunde have ladet-sig bestikke. Atter saa det ud til at Forhandlingerne vilde udarte til Mundhuggeri og Ukvemsord, da Kongen stod op og sagde: „paa denne Maade nytter det ikke at fare frem med Ransagningen, men vi ville først høre den Lagmand, der er beskikket over Thrøndelagen, hvilken Kongevalget med Rette tilkommer; han er derhos den ældste Lagmand i Landet, saasom han tiltraadte sit Embede i Kong Sverres og Erkebiskop Eysteins Dage, heller ikke har man hidtil fundet Svig, Falskhed eller Uretfærdighed hos ham, og derfor ansee alle ham for den viseste Mand i Landet. Altsaa, Gunnar Bonde, liden vi nu henskyde Sagen til dig, saa sig i alles Paahør, hvad du anseer rettest for Gud med Hensyn til vor Fordring paa Norges Krone!“ Gunnar Grjonbak tog seent til Orde, og talte saaledes: „I opfordrer mig, Hr. Konge, til at erklære for disse Høvdinger, hvo af eder der har Ret til Norges Krone. Det er en tung Byrde for et Kotkarls-Barn, at skifte en saa stor Magt, frakjende En og tilkjende en Anden den; jeg føler at det gaar mig, som jeg tror det i lignende Tilfælde vilde gaa de Fleste, at jeg gjør det skjelvende og ræd, thi da Kong Sverre overdrog mig dette Hverv, bød han mig skifte Ret mellem Kotkarle, ej mellem Høvdinger, aller mindst naar Vedkommende selv ere tilstede. For lidt siden hørte jeg Lagmændene benegte, hvad man beskyldte dem for: og da de fleste vige for Magten, vil heller ikke jeg overtage den Byrde