Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/677

Denne siden er korrekturlest
659
1223. Rigsmøde i Bergen. Aamunde Rembas Tale.

drukket mig saaledes fra Vid og Sands, at jeg har givet Manddom og Retfærdighed en god Dag. Thi det veed jeg sandt for Gud, at Kong Haakon er retmæssig Arving efter sin Fader, og fød og baaren til Norges Rige efter sine Forfædre; men en anden Sager, hvad jeg ofte har sagt, at Skule Jarl er ret og lovlig Arving efter sin Broder Kong Inge, og fød og baaren til al den Arv, denne fik med Rette. Her vil jeg dog nærmest henvende mig til nogle af eder, Biskopper, og af eder, Lendermænd; jeg opfordrer eder til at vedstaa den Tale, I have fort ganske aabenbart, naar vi sad alle tilsammen hos Jarlen og nøde godt, og fik herlige Gaver. Thi I, der rinde høje Titler med stor Myndighed, burde aller mindst unddrage eder for at tilstaa Sandheden, og I maa derfor bekjende, at I, oftere end jeg, og med flere Overtalelser end Aamunde Rembas Lovsagn, have opmuntret Jarlen til at gjøre Fordring paa Kronen, saa at Jarlen, hvis I havde raadet, for længe siden havde begyndt Ufred, som Gud i det længste forbyde mellem ham og Kongen. Mere veed jeg for Øjeblikket ikke at sige herom, men det vil jeg bede Gud om, at hver den, der har søgt, at stifte mere Ondt i denne Sag, end Aamunde Remba, maatte nu have et Horn i Hovedet i Stedet for en Biskops-Mitra.“[1] Arnbjørn Jonssøn, der maaskee i sit forrige Udfald mod Lagmændene nærmest havde haft Aamunde Remba for Øje, og derfor vel ønskede at give sin gamle Vaabenbroder Eystein Roessøn Anledning til at rense seg fra Beskyldningen, sagde nu til ham: „Eystein, Fostbroder og Kammerat, vi ere jo begge fordums Beglinger og have længe været i Huus og Telt sammen; lad os nu fortælle, .hvad vi ofte have ytret for Jarlen.“ Eystein svarede: „jeg tvivler ikke paa, at mange af os have ytret for Jarlen, hvad nu flere fragaa, men det veed jeg med Vished, at jeg hverken ytrede for dig eller ham, at Kong Haakon ej skulde være berettiget til Norges Krone.“

Kongen opfordrede derpaa Thord Thordssøn Skolle, Lagmanden i Ranafylke, til at erklære hvad han holdt for Lov i denne Sag. „Jeg tør just ikke,“ sagde Thord, „paastaa at være saa særdeles kyndig i Loven, fordi jeg kaldes Lagmand[2]; jeg har vel ofte skiftet Ret mellem Kotkarle, men forstaar mig lidet paa Kongers Anliggender, og troede aldrig det skulde blive min Lod at dømme mellem dem. Men min Fader Thord hed med Rette Lagmand, og han sagde til mig, at hans Fader igjen og alle hans Forfædre sagde, at alle Norges Mænd stedse skulde følge en

  1. Det er, som bekjendt, det latinsk-kirkelige Navn paa de kløftede Biskopshuer, der i vore Sagaer oftere sammenlignes med Horn.
  2. Det er tydeligt nok at skjønne, at disse Ytringer, saavel af Thord, som tidligere af Gunnar Grjonbak, om deres foregivne Mangel paa Indsigter, kun var et Slags konventionelle Beskedenheds-Talemaader, som de fandt det nødvendigt at forudskikke.