Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/678

Denne siden er korrekturlest
660
Haakon Haakonssøn.

Konges Søn, saa længe en saadan var til; de tilføjede ogsaa, at det aldrig gik dem godt, som stode ham imod.“ Man havde nu hørt en Lagmand fra Thrøndelagen, to fra Gulathingslagen og to fra Viken; Kongen anmodede derfor tilsidst de to Lagmænd fra Oplandene om at erklære sig. Saxe paa Haug[1], til hvem han først henvendte sig, sagde: „Jeg var hos Kong Haakon, denne Konges Fader, og borte, da han var død, alle, baade Biskopperne og hele Almuen, otte, at de gjerne vilde tjene en Søn af ham, om en saadan var til; og jeg siger ikke andet at være Lov, end at han er arveberettiget til hele Norge efter sin Fader.“ Thore Lagmand sagde: „om jeg var saa uforstandig eller ilde sindet, at jeg vilde sige andet end disse Mænd have sagt, vilde mine Ord ikke blive agtede; men nu veed jeg med mig selv for Gad, at jeg aldrig til denne Dag har sagt andet, end hvad jeg nu her siger, som jeg vil forsvare det for Gud, nemlig at Kongedømmet over hele Norge med fuld Arveret tilkommer Kong Haakon; og jeg tilføjer den Opfordring, at alle vi Norges Mænd følge en Konge-Søn, saa længe en saadan er til, thi da gaar det godt med Norge, hvad Skjebne det end siden monne faa.“

Da Lagmændene saaledes havde erklæret sig– de to andre Lagmænd fra Frostathings-Lagen synes man ikke at have anseet det nødvendigt at høre efter at Gunnar Grjonbak havde sagt sin Mening – tog Erkebiskoppen atter Ordet og sluttede Forhandlingerne med følgende Kjendelse: „Vi have nu bort, hvad vore Lagmænd have sagt, og skjønt enhver af dem har ytret sig paa forskjellig have de dog alle været enige i eet Punkt, om hvis Rigtighed vi allerede før vare overbeviste, og som vi derfor gjerne tiltræde, af alle Nulevende er Kong Haakon alene lovlig arveberettiget til hele Norge efter sin Fader og titte Forfædre. Dog ville vi, at den Aftale og Bestemmelse, som tidligere har været oprettet mellem Kongen og Jarlen angaaende Landeskifte, fremdeles bliver staaende uforandret, thi det er mest betryggende for Freden, at de ere saa vel forligte indbindes som muligt. Derhos bede vi Kongen, at han sørger paa bedste Maade for sin Frænde Guthorm. Men om Sigurd Ribbung have vi intet at tale“. Efter Erkebiskoppen talte derpaa først Gunnar Grjonbak, derpaa Dagfinn, og opfordrede ligeledes Kongen og Jarlen til Forlig og Enighed. Dermed hævedes Sammenkomsten, og det vigtigste Spørgsmaal var nu afgjort. Jar-

  1. Da der udtrykkeligt tilføies, at Saxe var fra Hedemarken, maa man formode at den her nævnte Gaard Haug er Haug i Stange Prestegjeld. Besynderligt er det dog, at i Biskop Ivars (udaterede) Brev i Dipl. Norv. II. 4 nævnes Thore Lagmand som den, der var med ham i Gudbrandsdalen, hvilket viser at Thore i det.mindste da var Lagmand i den nordre, ej, som Sagaen har det, i den søndre Deel. Men de kunne i Mellemtiden mellem Brevets Udstedelse og Modet i Bergen have byttet Lagsaga.