dem, de kunde naa. Blandt de faldne var ogsaa Thorfinn af Snas[1] og en Mængde andre Thrønder. I alt skulle 400 være faldne, og de øvrige have taget Flugten[2]. Disse vidste nu neppe, hvad de skulde gribe til, thi der var ikke mange raadsnilde eller krigskyndige Folk iblandt dem. De fleste vare saarede, alle pengeløse, og kun faa forsynede med Vaaben eller Klæder. Størstedelen af dem flygtede til Marker, hvor Flokken først havde samlet sig, og derfra over Grændsen til Gautland, i Haab om at faa nogen Hjelp hos Byrge Jarl. Andre, der havde hjemme i Thelemarken, begave sig derhen. Alle toge Flugten, da der kun var lidet Haab for dem om at beholde Livet, hvis de faldt i Kongens eller Jarlens Vold.
Magnus vendte tilbage til Tunsberg. Han vandt ved denne Sejr stor Anseelse, thi hidtil hed det, at Erling Jarl havde været hans Værn og Støtte; nu derimod, siden han paa egen Haand havde overvundet en talrigere Fiende med en mindre Hær, tyktes man at han bar Prisen, og at han var saameget større Kriger end Faderen, som han var yngre. Denne Herlighed varede dog kun kort. Thi nu fremtræder Sverre Sigurdssøn paa Skuepladsen[3].
Kong Sigurd Mund havde, som det ovenfor er omtalt, ført et usædeligt og udsvævende Liv. Han var ikke gift, og de af hans Børn, som man ved hans Død eller i de nærmeste Aar derefter kjendte til, synes alle at have havt forskjellige Mødre. Han slægtede i dette Stykke sin Fader Harald Gille eller Farfaderen Magnus Barfod paa, og ligesom disse havde Børn, hvis Tilværelse først længe efter Faderens Død blev bekjendt, saaledes maatte man vente sig, at der i Tidens Løb ogsaa kunde fremstaa Sønner eller Døtre af Sigurd Mund, til hvilke man hidtil ej havde hørt det mindste, men som enten af Frygt for Efterstræbelser ej havde vovet at melde sig, eller ved særegne Omstændigheder i lang Tid havde været
- ↑ Thorfinns Søn Helge faldt ikke, thi han omtales ogsaa senere, i Sverres Saga.
- ↑ Roger Hoveden S. 600.
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga, Cap. 34, 35, Snorre Cap. 43, Fagrskinna Cap. 283. Dette Punkt i Norges Historie er merkeligt, fordi de ældre Kongesagaer, saa vel Hrokkinskinna og det (urigtigt) saakaldte Hryggjarstykke (der ej maa forvexles med Erik Oddssøns, se ovenfor II. S. 1040), som Snorre Sturlassøns Bearbejdelse, og Fagrskinna, ophøre her, nemlig med hvad der af et stort Parti ansaaes som Kongeættens fuldstændige Ophør i den mandlige Linje. Herefter bliver Sverres Saga, forfattet som et for sig selv bestaaende historisk Skrift, en Tidlang vor vigtigste Kilde.
