politiske Anliggender eller endog toge Parti med hans Fiender, udmerkede Kongen gjennem hele hans lange Regjeringstid. Med sand fyrstelig Gavmildhed byggede han Kirker, oprettede Hospitaler, stiftede Klostre, og sørgede paa enhver Viis, som den Tids Religionsformer og Begreber gave ved Haanden, for sand Christendoms Udbredelse, hvorfor det ogsaa – visselig med Rette – siges om ham, „at han lagde mere Vind paa at styrke Christendommen i Norge end nogen Konge for ham siden Olaf den hellige[1]“. En saadan Konge maatte ret være den Deel af Gejstligheden kjærkommen, der meente det oprigtigt med sit Kald, og vi ville ogsaa i Tidens Løb see de mest vel sindede og nidkjære af Biskopperne at slutte sig med Hengivenhed til ham. Men dette kunde ej være Tilfældet med Nikolas, for hvem Kirkens Interesser vare en Bisag imod hans personlige Fordele og de mangehaande, idelig omskiftende, politiske Agitationer, der nu synes at være blevne ham til en ligesaa stor Nødvendighed, som Mad og Drikke og det daglige Livsophold.
Under dette sit Ophold i Oslo synes Kongen at have gjort Begyndelsen til de mange og store Bygningsarbejder, hvormed han forskjønnede Landets Byer, ved at lade Gjenopbyggelsen af den nedbrændte Kongsgaard sætte i Verk, uden al Tvivl efter en udvidet Plan og med større Soliditet end før. Det lader til, at den i Begyndelsen af 1228 var færdig, men at Kongen endnu ikke havde taget den i Brug: den har altsaa rimeligviis staaet under Bygning i henved fire Aar[2]. Om den i Forbindelse med Kongsgaarden staaende Mariekirke ogsaa var nedbrændt, og gjenopførtes af Haakon, nævnes ikke; da den var før anseet og betydelig til simpelt hen at kunne regnes som nogen Deel af Kongsgaarden og indbegribes under denne, maa man antage at den har været forskaanet af Branden.
Kongen forblev temmelig længe i Oslo, og synes ikke at have begivet sig derfra, førend efter Pints (2den Juni). Trefoldigheds-Søndag (9de Juni) var han atter i Tunsberg, og gav da en Fest for sine Folk, hvor det nok gik højt til med Drik og anden Lystighed, thi Huuskarlene og Gjesterne, fortælles der, kom i et saa rasende Slagsmaal med hinanden, at fem Mand bleve dræbte, mange saarede, og Kongen selv kom i den yderste Fare, da han søgte at skille dem ad[3]. Enten strax for eller strax efter synes han tilligemed Biskoppen at have besøgt Borgarthing, og i Forening med ham at have faaet den ovenfor omtalte, allerede paa Rigsmødet i Nidaros 1152 antagne, men, som man altsaa maa formode, hidtil ikke i Viken
