gen og Kongehuset staaende Fru Christina, Haakon Jarls Enke. Hans Stifsøn Junker Knut, eller som han i Sverige kaldtes efter sin højbyrdige Moder, Knut Christinessøn, fyldte just ved denne Tid sit 18de Aar, Myndighedsaaret, og blev, som man af Diplomer erfarer, strax ophøjet blandt de kongelige Raadgiveres Tal[1], en Værdighed, der dog for hans Vedkommende alene kan have været titulær, og en Hyldest, der vistes hans Byrd, medens den egentlige Myndighed derved maa have været hos Stiffaderen. Vi have seet, at Fru Christina allerede da Haakon som Dreng opholdt sig i hendes Huus, just ikke var ham synderlig god, og at hun endog omsider lyttede til Hides Forslag om at rydde ham af Vejen, naturligviis fordi hun i ham saa en farlig Medbejler til Tronen for sin Søn Knut. End mere maatte han siden være hende en Torn i Øjnene, da Haakon virkelig
- ↑ I det af Erik udstedte Brev i Liljegrens Dipl. Svec. No. 216, som er udateret, og derfor i Diplomatariet ikke henført til noget bestemt Aar mellem 1222 og 1230 nævner Erik som sine „Consiliarii“ Benedikt, Erkebiskop af Skara, „vor Kantsler og Frænde“, Knut Holmgerssøn, „vor Frænde og Raadgiver“, Knut Christinessøn, „vor Frænde og Raadgiver“, Magister Stenar (vistnok Benedikts Efterfølger som Biskop i Staten, Erengisl Vig, „vor Fosterfader“; og de undertegnende ere Biskop Benedikt, Knut Holmgerssøn, Knut Christinessøn, Bryngulf Stallare, Olaf, Erkebiskop i Upsala, Æskil Vestgøta Lagmand, og Ivar Jonssøn. At Knut Christinessøn, Kongens Frænde, ikke er nogen anden end Junker Knut, sees strax af Navnet og Tillægget „Kongens Frænde“, thi da han nævnes efter sin Moder, er det tydeligt nok at hun maa have været den fornemste af begge Forældrene, saaledes den, gjennem hvilken han udledede sit Frændskab med Kongen-, da der nu heller ikke var nogen anden Christina, henhørende til Kongehuset, end Fru Christina Nikolasdatter, bliver heller ikke Knut Christinessøn nogen anden end Junker Knut. Dette kan lede til, nærmere at bestemme Brevets Aar; thi da Knut i Midten af 1226 forlod Sverige for at blande sig i de norske Anliggender, kan Brevet ej være yngre, medens det heller ikke kan være ældre end hans 18de Aar, thi før kunde han ikke blive Medlem af Raadet. Nu heder det (se ovenfor S. 547) at Knut var noget yngre end Guthorm, Kong Inges Søn, der igjen var omtrent 2 Aar yngre end Kong Haakon; Knut var altsaa vel fød sidst i 1206 eller først i 1207, og har da fyldt sit 18de Aar 1224 eller 1225; Brevets Udstedelse falder altsaa mellem Slutningen af 1224 og Midten af 1226. Da Knut var saa ung, har tydeligt nok hans Raadværdighed været mest titulær, eller en Udmerkelse, man skyldte hans Byrd, medens Stiffaderen, hvem vi ogsaa see som Medunderskriver, rimeligviis sorte Ordet i hans Navn. Junker Knuts Sigill skal endnu hænge ved Brevet. – I et andet Brev (No. 229) af 31 Juli 1224 nævnes som Undertegnere Biskop Benedikt, Biskop Robert af Vesteraas, Hr. Jon Remmodssøn, Hr. Knut Holmgerssøn, Hr. Philip Katharinassøn, Hr. Philip Jonsbroder, Hr. Ingevald, Næskonung Lagmand, Homer Skjenker; af disse er Philip Jonsbroder visselig en Broder af Jon Jarl, som faldt ved Askenes, se Lagerbring II. S. 327, og Philip Katharinassøn en Broder af Fru Christina.
