Den Understøttelse, som Ribbungerne fremdeles fik i Vermeland, og som de svenske Magthavere i det mindste ikke gjorde noget Skridt til at hindre, om de end ikke aabenlyst opmuntrede dertil, gav den Fejde, der nu var begyndt, saa temmelig Charakteren af en virkelig Krig med Sverige. Saaledes betragtede i det mindste Kongen og hans Omgivelser den, og med Rette, thi saa længe Ribbungerne altid efter et Nederlag i Norge kunde finde Tilflugt over Grændsen, ja endog forsterke sine fortyndede Rækker ved Krigere fra Vermeland, var det ikke at tænke paa at faa Oprøret dæmpet, og vilde man tage Ondet fra Roden af, maatte man føre Krigen over i Vermeland selv. Indseende dette, besluttede Haakon endnu engang at henvende sig med Forestillinger til den svenske Regjering, saa vel som til Æskil Lagmand, og, hvis dette ikke frugtede, selv at gjøre et Krigstog til Vermeland. Endnu, som det synes, i de første Dage efter sin Ankomst til Tunsberg, lod han udgaa et nyt Brev til den umyndige Sviakonge, hvori han klagede over den Skade, Vermelændingerne havde tilføjet ham, bad ham ej at tillade en Nabokonges Fiender at nyde Tilflugt og Understøttelse i sit Rige, og mindede ham om den Aftale, der havde fundet Sted mellem de tidligere Konger – han sigtede vel her til Sverre og Knut Erikssøn, efter at de havde ingaaet Venskab og Svogerskab – at de gjensidigt vilde jage hinandens Fiender fra sine Riger( Derpaa begav han sig øster til Konghelle, for at tale med Æskil Lagmand, der sandsynligviis opholdt sig i det nærliggende Ljodhuus[1]. De Ribbunger, der paa denne Tid vare i Viken, flygtede ved Kongens Ankomst op paa Marker, saa at det en liden Stund var stille paa disse Kanter. Æskil Lagmand oppebiede ikke Haakons Besøg, men indfandt sig først hos ham, og forblev hos ham i to Dage. Ved denne Lejlighed viiste begge Parter hinanden tilsyneladende den største Venskabelighed, og Kongen bevertede sin Gjest paa det bedste, men det er dog tydeligt at see, at ingen af dem rigtigt troede paa Oprigtigheden af dette Venskab. Kong Haakon indbød hans Stifsøn, Junker Knut, til sig og lovede, at han skulde nyde den største Ære, om han vilde opholde sig hos ham; Æskil, som havde andre Planer fore med Knut, svarede nok saa høfligt, men opstillede Betingelser, som Kongen vanskelig kunde gaa ind paa. Der siges imidlertid ikke, hvilke disse Betingelser vare. Siden blev der talt om den Ufred, Vermelændingerne og Markemændene øvede i Norge i Forening med Ribbungerne. De
- ↑ Sagaen nævner ikke, hvor Æskil opholdt sig, men vi have allerede ved en tidligere Lejlighed seet Ljodhuus nævnt som hans Opholdssted ved Elven; at det var lige i Nærheden af Konghelle, er aabenbart.
