Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/704

Denne siden er korrekturlest
686
Haakon Haakonssøn.

Skade, i Haab om at Folket vilde byde Bod og mindeligt Forlig. Han gav allerede her det første Exempel paa dette fredelige Sindelag ved at skjenke alle Folk paa denne Gaard Livet, men alt, hvad Laderne indeholdt, gik rigtignok med til Foder for Hestene i Hæren. Efter nogen Hvile fortsatte Kongen sin Marsch, og kom om Aftenen til Eta, hvor han tog ind paa Gaarden Medalby (nu Melby), der tilhørte en Bonde ved Navn Odd Erikssøn. Kongen indbød denne Aften mange Troppehøvdinger til sig, og bevertede dem især rigeligt med Drikke-vare, thi han havde bragt et betydeligt Forraad af Viin med sig, som man nu formedelst den strenge Kulde ikke kunde føre længer, da det frøs, og hvoraf man derfor lige saa godt med det samme kunde fortære, hvad der endnu var flydende. Dette kunde omtrent være to Trediedeele af hvert Anker; det øvrige kastedes som ubrugeligt ud i Gaarden med Ankeret, hvori det var frosset fast. Men herved anrettedes megen Ulykke, thi Trosknegtene toge Ankrerne, brød dem itu, smeltede Iisklumperne og drak Vinen, nogle spiiste dem endog uden at smelte dem: deraf bleve de drukne, og kom op at slaas, saa at 14 Mand bleve saarede og mange lemlæstede. Det var først henimod Morgenen, at Kongen fik dem bragt til Rolighed. Sysselmændene vilde have dem straffede for disse Optøjer, men Kongen tilgav dem.

Den følgende Dag (Løverdag den 25de) kom alle Befalingsmændene til Kongen og meldte ham, at Hæren var meget hidsig paa at brænde Bygden. Kongen ventede dog endnu ud paa Formiddagen, i Haab om at Bønderne vilde indfinde sig og tilbyde Bod. Men da man havde overbeviist sig om, at dette Haab var forgjeves, maatte han endelig give Befaling til at bringe den haarde Straffedom i Udøvelse. Nei blev saaledes Gaard efter Gaard brændt, hvor man kom frem, og ingensteds fandt man en levende Sjæl, førend man kom til et Vand, rimeligviis Flagen, hvor en gammel Kerling kom ud af et Huus og spurgte efter Nordmannakongen. Da det blev hende sagt, hvor han var, gik hun nok saa djervt hen til ham og bad for Guds Skyld, at man ikke vilde brænde hendes Datters Gaard, da hun havde vovet alene at forblive ved Huset. Kongen lovede strax at skaane Gaarden, og gav hende en Sikkerhedsvagt, bestaaende af en Gjest og tre Mand, fordi hun, som han sagde, var den eneste af alle Vermelændingerne, der havde villet bede ham om Naade; han lagde til, at flere Bygder vilde have været skaanede, hvis Indbyggerne havde gjort som hende. Siden blev det meldt Kongen, at Vermelændingerne havde fældet Træer i Vejen for ham ikke langt fra Nykirke. Han sendte strax 120 Ryttere og Bueskytter derhen; disse forefandt kun nogle faa Folk ved Broten, som strax toge Flugten. De fældede Træer bleve hugne over med Boløxer og Vejen saaledes gjort nogenlunde fremkommelig. Kongen lod imidlertid holde nøje Vagt, for at Fienden ikke skulde falde dem i