Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/709

Denne siden er korrekturlest
691
1225 Ribbungerne paa Vestfold.

kan møde sin Modstander, eller ej. Dette er aabenbart for en stor Deel Aarsagen til den tilsyneladende Planløshed, der aabenbarer sig i alle de Smaakrigs-Operationer, vi nu siden Tronfejdernes Begyndelse have omhandlet. Fjeldvidderne aabnede enhver Krigsflok uhindret Adgang til at trænge frem fra Bygd til Bygd og komme ned for at herje, hvor og naar man lystede, og hvor man mindst ventedes; tvende indbyrdes fiendtlige Flokke kunde meget godt bevæge sig, den ene op ad, den anden ned ad et og samme Hoveddalføre, uden dog at støde sammen, ja uden engang at vide noget om hinanden, naar hver af dem kun holdt sig i en vis Højde paa modsatte Sider af Dalen. I andre Bjerglande, hvor Dalene ere videre og hvor Højdestrækningerne, der adskille dem, danne skarpere Fjeldkamme, der i Almindelighed ej kunne overstiges, i det mindste ikke af hele Krigshære, undtagen paa enkelte, bekjendte Passe: der kan man ogsaa lettere beregne en fiendtlig Hærs Bevægelser og treffe Foranstaltninger til at imødegaa dem.

Da Arnbjørn Jonssøn saaledes merkede, at Ribbungerne havde tag.et Vejen mod Vesten, skjønnede han, at ingen Tid var at tabe, men vendte strax om og satte efter dem. De styrede lige mod Oslo, men da de ingen Birkebeiner fandt der, droge de strax videre, for at komme til Tunsberg. Arnbjørn kom til Oslo samme Aften, som Ribbungerne om Morgenen vare dragne derfra (sandsynligviis den 23de Januar) og vilde ligeledes strax have draget videre, dersom ikke Biskop Nikolas, hans gamle Fosterfader og gode Ven, havde opholdt ham, for, som han sagde, at meddele ham flere vigtige Oplysninger og gode Raad, men i Virkeligheden, som de fleste siden paastod, for at skaffe Ribbungerne Forspring: saa underfundig søgte endnu den gamle, paa Gravens Rand staaende Mand at skade Kongen, medens han dog bar Venskab og Hengivenhed for ham paa Tungen. Hans List lykkedes altfor godt, thi Arnbjørns Folk vare under dette Ophold blevne saa drukne, at det ikke var muligt at faa dem afsted, førend meget seent ud paa Natten, hvorfor de heller ikke den Nat kom synderlig langt, medens Ribbungerne derimod skyndte sig alt, hvad de kunde. De havde vel endog ganske overrumplet Besætningen i Tunsberg, hvis ikke en Borger fra denne By, Reidulf Guldkropp, tilfældigviis havde været i Lider, da de kom ned ad Paradisbakkerne; han skyndte sig nu hjem til Tunsberg, saa hurtigt han formaaede, ankom der ved Middagstid og meldte, at Ribbungernevare i Hælene paa ham. Der blev strax blæst Allarm i Byen, men man vilde dog ikke rigtigt tro hans Ord, og gjorde ikke de tilbørlige Forberedelser[1], saa at der, da Ribbungerne strax efter

  1. Det siges ved denne Lejlighed, at Olaf Ingassøn og Eystein havde halv tredie