hele Viken. Her var altsaa ikke at tænke paa nogen Afrejse for det første, og Kongen benyttede Tiden til at lade Sættaspillen saavel som de øvrige Skibe, der ej havde lidt alt for meget af Ilden, istandsætte[1]. Imidlertid havde man ikke hørt noget til Ribbungerne siden deres Flugt fra Modheim, førend de oplandske Sysselmænd Ivar af Skedjehov og Thorgeir Biskopsmand bragte Kongen den ligesaa uventede som bedrøvelige Efterretning, at de spillede Mester paa Hedemarken, hvor de tidligere ej havde kunnet trænge frem. Om Sigurd Ribbung virkelig, efter sin første Bestemmelse, gik til Valdres og derfra til Østerdalen, eller om han ved Efterretningen om Kongens Tilbagetog til Tunsberg, ogsaa vendte tilbage til –Ringerike og derfra til sit. Hovedtilhold, Raumarike, siges ikke; vi erfare kun, at han, kort efter Kongens Tilbagekomst til Tunsberg, atter var paa Raumarike, og smittede hele sin Styrke til sig, medens Bønderne paa Hedemarken, der hidtil havde holdt sig bevæbnede sammen, nu gik hver til sit, i den Tanke at al Fare var forbi, og indskrænkede sig kun til at bolde Vagter paa forskjellige Kanter af Bygden. Men der fandtes nogle Forrædere iblandt dem, som hemmelig sendte Bud til Ribbungerne paa Raumarike, og underrettede dem om, at Lejligheden til at overrumple de tapre Heiner nu var for Haanden. Ribbungerne drog med sin hele Styrke op fra Raumarike og kom lidt efter Midnat lige ned i det rige, tæt bebyggede Skaun[2]. De Folk, som holdt Vagt i Stange Hovedkirke, ringede strax med Stormklokken, men for silde, thi Ribbungerne vare allerede komne midt i Bygden og dræbte alle dem, der vilde begive sig til det aftalte Samlingssted. De brændte ogsaa de tvende store Gaarde Ottestad og Hverven, hvor der boede to af Kongens Mænd, der havde mest at sige blandt Bønderne. Ved at see Ildebranden stimlede nogle af Bønderne did, andre til det Sted, hvor Sysselmændene opholdt sig, og hvor der efter Haanden samlede sig en Deel Folk, men imidlertid rede Ribbungerne omkring i Bygden og dræbte alle dem, de kunde overkomme. Sysselmændene gjorde et Forsøg paa at angribe den sterkeste Ribbungeflok, de kunde faa Øje paa, med den ubetydelige Styrke, der havde samlet sig om dem; men Bonden Jon Sandhavre, der bar Merket, en kjek Mand, reed i sin Hidsighed med nogle faa Folk altfor langt forud for de øvrige, saa at Ribbungerne fik dræbt ham og hans Følge, førend de øvrige kom til; derved bleve disse skrækslagne og toge Flugten, forfulgte af Ribbungerne, der nedlagde saa mange, de kunde. Da Sysselmændene kom
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/715
Denne siden er korrekturlest
697
1225. Ribbungerne paa Hedemarken.
