længer nord i Bygden, skare de endnu engang Hærør op, men til liden Nytte, da det, som Sagaen melder, gik efter det gamle Ordsprog: „ondt er det den flygtende at standse“. Vel lukkedes det to eller tre Gange at saa Bønderne samlet, men saa snart de saa Ribbungernes talrige Hobe, toge de Flugten, og Ribbungerne bleve saa meget djervere, som de saa, at Bønderne vare rædde til. Ribbungerne gjorde sig saaledes til Herrer over hele Bygden, medens Birkebeinerne, eller de egentlige Krigsfolk, tilligemed de oven nævnte Sysselmænd, flygtede vestover Mjøsen til Thoten, og derfra heelt ned til Tunsberg. Biskop Hallvard paa Hamar maatte paa Bøndernes Vegne aabne Underhandlinger med Ribbungerne, og bede øm Fred og Forlig. De fik det, men kun imod at udrede en betydelig Skat, hvorhos Ribbungerne tilegnede sig alt det Gods, der havde tilhørt de Faldne. Kongen blev meget ilde til Mode ved at erfare dette, og det er ikke usandsynligt, at han endnu ved hine Sysselmands indstændige Bønner havde ladet sig overtale til at drage op paa Hedemarken, hvis ikke hans øvrige Raadgivere eenstemmigt havde modsat sig det, og bedet ham endelig holde sit Løfte til Jarlen. Herved blev det altsaa, men Ribbungernes Magt og Dristighed tiltog ogsaa i den Grad, at de strejfede om paa alle Kanter af Oplandene, ja endog vovede sig saa langt ned i Viken, at nogle af deres Skarer nærmede sig Tunsberg paa en Miils Afstand. Da sendte Kongen ni Skarer ud imod dem, under Anførsel af Gunnbsørn Jonsbroder, Harald Stangarfylja, Ivar af Skedjehun, Guthorm Erlendssøn og Isak i Bø[1]. De traf en Ribbungehær paa Gaarden Angleysa i Oslo-Hered[2], og tilføjede den et føleligt Nederlag, idet Nikolas Reidarssøn, en af Ribbungernes fornemste Mænd, faldt med 100 Mand. Siden vovede Ribbungerne ikke at komme Byen saa nær[3]
Thorsdag i Paaske-Ugen (3die April) kunde Kongen endelig tænke paa at tiltræde Rejsen til Bergen. De indre Sund og Fjorde laa vel
- ↑ Dette er den Sysselmand fra Sogn, som af Driviis hindredes fra at komme til Bergen, og indtil videre forblev i Tunsberg, se ovenf. S. 682.
- ↑ Denne Gaard er sandsynligviis Gaarden Sogn, (der i Erkebiskop Eysteins Jordebog kaldes Löysa) i Skoge Sogn, der, skjønt hørende til Vestfold, dog regnedes til Oslo Provsti og saaledes vel og til Oslo Syssel; Sysselinddelingen rettede sig nemlig ikke efter Fylkeinddelingen. Denne Gaard ligger dog ikke nærmere Tunsberg end halvfjerde Miil; men det er heller ikke sagt, at Birkebeinerne traf dem i den korteste Afstand fra Byen.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 124–127.
