forbi Rygjarbit; han hørte, at der holdtes et Bryllup i Skien[1], og i Haab om, ved denne Lejlighed at kunne overrumple dem, gik han selv ombord paa en Skude og roede ved Nattetid indtil Byen. Men Ribbungerne fik Nys herom og skyndte sig allerede samme Nat ud fra Byen, saa at Kongen, da han i Dagbrækningen ankom, ikke længer fandt dem der. Han roede strax ud af Fjorden igjen og sejlede med endeel af de lettere Skive til Tunsbergfjorden, gjennem Grindholmesund, og lige til Oslo, hvor der ogsaa laa Ribbunger, som han vilde jage bort. Da han om Aftenen den 13de September kom til Nesodden, sendte han Ivar af Skedjehov forud med 7 Skuder, for om Natten at snige sig ubemerket til Byen, og lægge sig i Baghold. Ivar lagde til under Trelleberg, gik der i Land med sine Folk, og enten lige over Ekeberg eller langs Foden deraf, indtil han kom til den saakaldte Elven-Eng[2] ovenfor Byen, hvor han blev liggende om Natten. Morgenen efter kom Kongen med de øvrige fem Skuder roende lige ind til Bryggen. Da Ribbungerne saa dem og kjendte Kongens Merke, tog de strax Flugten op fra Byen; men her mødte Ivar dem og drev dem tilbage igjen. Imidlertid var Kongen kommen op paa Bryggen med sine Mænd, saa at Ribbungerne paa begge Sider havde Fiender. Efter en svag Modstand og Tabet af 20 Mand sagte de derfor at frelse sig i Kirkerne, og det synes, som om ikke en eneste af dem undkom fra Byen. Haakon skjenkede dem alle Livet, dog sandsynligviis imod den Forpligtelse, ikke oftere at stride mod ham. Efter saaledes ved dette raske Overfald at have renset Oslo for Fiender, vendte han endnu samme Aften ad den kortest mulige Vej tilbage til Tunsberg, hvor han sandsynligviis ankom den følgende Morgen. Her indtraf nu ogsaa de store Skibe, som han havde forladt udenfor Langesund, og paa hvilke Dronningen og hans Moder befandt sig. Ligeledes kom Lendermændene og Sysselmendene fra alle Landska-
- ↑ Navnet paa den Mand, der holdt Bryllup, er i Sagaen opbevaret: Grimar svange.
- ↑ I Flatøbogen, hvis Læsemaader pleje at være de bedste, staar Elvinareng, i andre Haandskrifter Elvinaregg, Elvinjaregg. Det er altsaa tydeligt, at Stedet har sit Navn af en Gaard, der har hedet Elvin eller Elvini, og maa have ligget strax ovenfor, d. e. østenfor Oslo, men hvis Navn nu rimeligviis, som saa mange andre i Nærheden af Byen, har maattet vige for Specialnavnene paa de mindre Parceller, hvori den er bleven deelt, indtil det ganske er forglemt. Skjønt „Elvinareng“ eller „Elvinaregg“ ikke simpelt hen kan verre en Sammensætning af elfr og eng eller egg, og derfor heller ikke ligefrem betegne „Elve-Engen“ eller „Elve-Kanten“, men nærmest maa henføres til Navnet „Elvin“, er det ikke usandsynligt, at dette Navn igjen egentlig skulde skrives Elfvin og betegne „Elvesletten“, hvoraf det igjen maatte følge at Elvinareng, Eivinaregg var at søge nærved Elven. Intet er rimeligere end, at Ivar har skjult sig og sine Folk bagom den temmelig høje Elvebakke, i Nærheden af Teglverket.
