løshed, hvori han saa ofte havde gjort sig skyldig, og overhoved over sin hele Ferd, der kun daarligt stemmede med de Fordringer, man billigt kunde opstille til en christelig Lærer. Han lod derfor Kongen anmode om at komme til ham, og da Kongen nu – hvad man ej kan undre sig over – bar hine Opdagelser paa ham, gik han strax til Bekjendelse, og bad om Tilgivelse. Denne gav Kongen ham hjertelig gjerne og da han kunde skjønne at han ej havde mange Øjeblik tilbage, forblev han hos ham, indtil han opgav Aanden (7de Novbr). Kong Haakon viste hans jordiske Levninger al den Hæder, der tilkom en Mand i en saa høj kirkelig Værdighed, og som dertil var nærbeslægtet med Kongehuset i alle tre nordiske Riger, ikke at tale om den fremragende Deel, han havde taget i alle de sidste politiske Begivenheder under hele sin lange, mere end en Menneskealder varende, Embedstid. Kongen fulgte ham selv til Graven[1], og erklærede uforbeholdent, at om han end ej havde været nogen Ven af Birkebeinerne, saa havde han dog neppe haft sin Lige i verdslig Viisdom og Anseelse. Alligevel maatte han dog føle ligesom en Steen lettet sig af Hjertet ved denne urolige og upaalidelige Mands Død. Blandt alle de Gejstlige i Landet, om hvem der kunde blive Spørgsmaal ved Biskopsstolens Besættelse efter ham, fandtes der neppe en eneste, der med det ubetvingelige Had til Kong Sverres Æt besad de Talenter og den politiske Betydning, som Nikolas. Den Idee, for hvilken denne hele sit Liv igjennem havde kæmpet, og for hvis Gjennemførelse han ansaa ethvert Middel tilladeligt, havde allerede overlevet sig selv, og tilhørte nu en forgangen Tidsalder. For den yngre Generation maatte dette Slags Fanatisme næsten være ufattelig. Kong Sverre erindredes neppe mere som den frekke Usurpator og Kirkefiende, men som det ældgamle Kongehuses Frelser og den mageløse Helt, om hvis romantiske Liv og glimrende Bedrifter der gik Sagn, som næsten fordunklede alt, hvad Landets sagnrige Fortid hidtil havde at opvise. De ældre og nyere Slægter vare tillige efterhaanden blevne blandede med hinanden og stode derfor ej saa skarpt imod hinanden, som før, medens Kongemagten havde indtaget en mere fremragende Stilling over dem alle, og den unge, talentfulde og driftige Konges egen Personlighed og allerede for Dagen lagte Virksomhed berettigede til de skjønneste Forhaabninger, ej alene for Landets politiske Fremtid, men ogsaa for Kirkens Stilling i de kommende Aar. Men just fordi Nikolas ganske og aldeles kan siges at have været en Fortidsmand, der levede for, og med hele sin Sjæl omfattede andre Ideer, end dem, der vare gjeldende i den sidste Deel af hans Levetid, maa man ogsaa være noget skaansom med Bedømmelsen af hans Ferd. For ham fremstillede sig den Tingenes Orden, han ønskede gjennemført,
- ↑ Biskoppen kan neppe være begraven andensteds end i Hallvardskirken.
