som det Rette eller i det mindste det Ønskeligste, og hans Fejl var ej saa meget, at han stræbte derefter, som at han for at opnaa det ansaa ethvert Middel tilladeligt[1].
Dette saavel som det foregaaende Aar bragte ellers atter et saa godt som ganske nyt Personale paa Norges Biskopsstole. Erkebiskop Guthorm var, som vi have seet, død den 6te Februar; længer ud paa Aaret døde Biskopperne Haavard i Bergen og Henrik i Stavanger; og da nu Nikolas døde sidst i 1225, vare saaledes i kort Tid fire Biskopsstole blevne ledige, medens den femte, Biskopsstolen i Hamar, kun for fire Aar siden var bleven besat. Med Undtagelse af Erkebiskop Peter, hvis Udnævnelse dog Kongen selv havde foranlediget, havde han, som det synes, al Grund til at være tilfreds med de afgangne Biskoppers Eftermænd. Askell, der blev Biskop i Stavanger, havde tidligere været hans Kapellan og Raadgiver, faa at der er al Grund, til at antage at han stod paa en meget venskabelig Fod med ham, hvilket ogsaa bekræfter sig deraf, at han senere, uvist hvad Aar, fornyede Kong Magnus’s Gave til Biskopsstolen i Stavanger eller rettere til Domkirkens Skytshelgen, St. Svithun, af hele Byen med alt hvad dertil hørte og havde hørt, indenbyes og uden, med Leding, Sagefald o. a. d., Gud til Ære og den hellige Jomfru Maria, den hellige Svithun og andre hellige Mænd til Hæder, – alt under den eneste Betingelse at Biskoppen, hvilken Kongen her udtrykkeligt kalder „sin Ven,“ i Domkirken, saavel som alle øvrige Kirker i sit Biskopsdømme skulde lade indskrive saavel hans Farfader Kong Sverres, som hans Fader Kong Haakons, og efter hans egen Død ogsaa hans Navn, samt hver Søndag i et heelt Aar efter hans Død lade bede for dem alle. Denne Betingelse er vistnok ogsaa bleven opfyldt, og viser tilstrækkeligt, hvor lidet den
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 131–338. Biskop Nikolas’s Dødsdag angives ikke, men kan dog med temmelig Sikkerhed bestemmes. Den 2den November brød Kongen nemlig op fra Eidsvold, og kom rimeligviis den Dag, som ellers, et Par Miils Vej eller derover: den anden Aften (3die Novbr.) kom han til Hakedal, tredie Dag (4de Novbr.) tilbragte han med Marschen til og Opholdet i Brandabu; fjerde Dag (5te Novbr.) vendte han tilbage til Hakedal, men kan den Aften ej være kommen længer; femte Dag (6te Novbr.) kom han da til Oslo, og er maaskee samme Aften bleven hentet til Biskoppen, der i saa Fald døde om Natten; i alle Fald maa Biskoppen være død Dagen efter, og man kan vel derfor temmelig sikkert sætte hans Dødsdag til 7de November. I en Note, Scr. Rer. Dan. II. 510, har Langebek (og efter ham Suhm IX. 212) antaget at hans Dødsdag var 9de Mai, fordi der ved den Dag i det islandske Nekrologium staar „o. Nicolai episcopi Ton …“, hvilket sidste man har forklaret som „Tonsbergensis“, og dette alt igjen som betegnende Biskop Nikolas af Oslo. Men at Nikolas ej er død i Mai 1225, fremgaar noksom af det oven anførte. Et andet Spørgsmaal er, hvilken „Nikolas“ her menes, og hvad dette „Ton“ skal betyde.
