Vermeland. Kongen svarede hertil, at Lagmanden vidste alt for godt, hvor ofte han havde anmodet Sviakongen om at jage alle de Tyve og Røvere ud af sit Rige, som dagligdags dreve sit Uvæsen i Norge, men at det hidtil intet havde frugtet. Lagmanden benegtede ikke dette, men undskyldte Sviakongen med, at han endnu kun var et Barn, og ikke havde paalidelige Raadgivere: havde disse gjort sin Pligt, vilde nok Landet være blevet renset for hiint Skarns Pak. Hvad Kongen svarede paa denne flaue Undskyldning, berettes ikke; han maa sandsynligviis have ladet, som om han fandt lig tilfredsstillet derved, da der fortælles at deres hele Samvære var særdeles venskabeligt, at de skiltes ad med megen Kjærlighed og gjensidige Gaver, og at Kongen ved Afskeden fornyede sin Indbydelse til Junker Knut, med Løfte om store Hædersbeviisninger for hans Faders og deres Frændskabs Skyld, men at Moderen ikke vilde lade ham rejse. Til noget Resultat synes altsaa ikke denne Sammenkomst at have ledet, og det laa vel heller ikke i Lagmandens Plan, at noget saadant skulde følge. Ved denne Lejlighed forefaldt der ellers en Samtale, der kaster meget Lys paa de tidligere Partiforhold. Mange af de tilstedeværende Høvdinger, som Lodin Gunnessøn, Hallvard Bratte[1], Simon Kyr o. fl., vare, som vi vide, forhenværende Beglinger, af hvilke nogle tidligere, nogle ej førend i 1218, havde underkastet sig Haakon. Denne drillede dem for Løjers Skyld med, hvad enkelte af dem allerede tidligere havde ytret, at deres forrige Herre Erling Steinvegg ikke havde været nogen rigtig Kongesøn, og at de havde nedladt sig at tjene en Bedrager. Mange blandede sig i denne Tale, og Lagmanden spurgte ligeledes, om det maatte være ham og de øvrige tilstedeværende Goter tilladt at tage Deel deri. –Da Ingen havde noget derimod at indvende, sagde han: „jeg vilde nødig tale Usandhed mod bedre Overbeviisning; men lige saa vist som jeg ikke veed, hvorvidt denne Erling, hvilken Baglerne tjente, var Søn af Kong Magnus, lige saavist veed jeg, at han ej var den Erling, der sad i Steenveggen hos os paa Visingsø; hvorfor jeg mener, at I have tjent den Urette, og at denne bar givet sig hiint Navn og Tilnavn: det veed nok du, Simon Kyr, thi du var jo indestængt med ham.“ „Saa lad os høre, Simon, hvad du veed sandest herom at sige,“ sagde Kongen. „Jeg kan vidne for Gud,“ var Simons Svar, „at jeg veed god Besked herom, da jeg sad i Steenveggen med Erling, men dette var ikke den Erling, vi tjente; og det gjorde vi alene for at faa en Anfører at opstille imod Birkebeinerne.“ Det var, som vi have seet, ikke første Gang,
- ↑ Hvad Hallvard Bratte angaar, da regnedes han saavel som Lodin Paalssøn allerede i Begyndelsen af 1217 og maaske tidligere som hørende til Birkebeinerne.
