Øyesund, at Tougene paa Kongeskibet neppe kunde holde; et Vindstød kastede Sejlet frem paa Ankerfligen, saa at det revnede og faldt ned paa Dækket, medens Skibet drev mod Boder[1]. Da gjorde alle store Løfter til Gud, hvis han vilde unde dem Frelse, thi alle troede at de skulde forgaa. Med Nød og neppe, og næsten ved et Under[2], frelstes de fra at drive paa Boderne, og kom endelig ind til Aum-Øerne med knuust Baad, sønder-revet Sejl, og megen anden Skade. Siden fortsattes Rejsen uden yderligere Ulemper til Bergen[3].
Da Kongen var kommen til Bergen, stevnede han alle Lendermændene fra Gulathingslagen til sig, og sagde at han vilde udskrive Leding, og snarest muligt drage øster mod Ribbungerne igjen. Men Lendermændene erklærede, at Bønderne umuligt i saadan Hast kunde tilvejebringe Leding baade af Folk og Kost, og at man derfor maatte vente til længer ud paa Vaaren. Kongen fandt sig deri, skjønt hvert Øjeblik var kostbart, og Sigurd Ribbung sad paa Oplandene, mægtigere end nogensinde. Han vovede endog at sende Breve til Skule Jarl og Erkebiskoppen, hvori han opfordrede dem til at mægle Forlig mellem ham og Kong Haakon, paa den Betingelse, at han fik en Deel af Riget. Og da han havde sendt Brevene, samlede han hele sin Styrke og faldt ind i Viken. De kongelige Lendermænd, som havde Syssel der, trøstede sig ej til at holde Stand mod Ribbungernes store Overmagt, men de fleste af dem lode Alt i Stikken, og begave sig til Kongen, for at faa Hjelp hos ham[4]. Saaledes stod Viken ganske aaben for Sigurd, der for det første besatte Oslo, og unegtelig nu havde et Slags Ret til at føre det store Ord. Da hans Brev kom til Throndhjem, efterkom Jarlen og Erkebiskoppen strax Opfordringen, og det med en Villighed, der synes at vidne om noget andet og mere end blot og bar Længsel efter at gjenoprette Fred i Landet. De skreve til Kong Haakon, at han burde modtage Fredstilbudet, ja Erkebi-
- ↑ Boder, med aabent o, udtalt Baaer, det ældgamle, endnu brugelige Navn paa Brændinger.
- ↑ I Sagaen staar der ligefrem, at det var et Jærtein, der især aabenbarede sig derved, at Skibet, som ellers drev svært baade før og efter at det passerede Boden, netop undlod at drive medens det gik den forbi.
- ↑ Haakon Haakonss. Saga Cap. 140, 141.
- ↑ Hvilke disse Lendermænd vare, siges ikke, men man skulde dog vanskeligt kunne antage, at den uforfærdede og raadvise Arnbjørn Jonssøn var iblandt dem. Lige saa lidet kan man antage, at Gunnbjørn Jonssøn har forladt Slotsbjerget.
