rede strax vestenfor Aker[1]. De til Kamp mindre vante Bønder gjorde i Førstningen Holdt, og vilde nødigt frem, men da Birkebeinerne saa det, foregik de dem med godt Exempel, sprang fra Hesten, og stormede frem mod Ribbungerne, eller rettere Vestgøterne, der udgjorde den største Deel af Hæren. Disse, som havde en kjek Anfører og mange raske Mænd, kæmpede med stor Tapperhed-, og Striden mellem dem og Birkebeinerne blev meget skarp. Blandt dem, som strax i Førstningen faldt for Ribbungernes Sverd, var Bøndernes Merkesmand Erik Ignabakke. Men da Bønderne havde kommet slu noget efter Forvirringen, og saa hvor tappert Birkebeinerne strede, skøde ogsaa de Hjertet op i Livet, sprang af Hestene, og stod dem redeligt bi. Denne betimelige Understøttelse, som Birkebeinerne saaledes fik, synes at have gjort Udslaget, thi snarere, end man skulde have formodet det, toge Ribbungerne Flugten, og nu blev der et stort Blodbad, thi de forfølgende Sejrherrer nedlagde den største og bedste Deel af deres Hær, og saa godt som alle de gotiske Høvdinger; en Mængde bleve saarede. Knut undkom til Hest, selv tredie; da han skulde over en Bro, sandsynligviiis den øvre Bro over Frysja eller Akers-Elven, styrtede hans Hest, os han selv frelste sig kun med yderste Nød. Han begav sig tilbage til Oplandene, som Ribbungerne nu havde inde med Skibe i Mjøsen og andre Indsøer, og besatte alle Syslerne, da der for Øjeblikket ikke fandtes nogen af Birkebeinerne der, saasom disse havde nok med at forsvare Viken. Bønderne i Oslo-Syssel understøttede dem særdeles hæderligt ved at holde sig samlede i bevæbnede Flokke og bevogte Adgangene fra Raumarike[2].
Da den blodige Træfning stod ved Aker, var Kongen allerede undervejs til Viken, og ankom noget efter Seljumanna-Messe (8de Juli) til Aurøsund paa sit Skib, Dragen, med hvilket han havde sejlet alle de øvrige agterud. Han lod sig strax ro hen til Gaarden, og spurgte om de seneste Nyheder. Bonden paa Gaarden svarede: Jeg har en Nyhed at fortælle, som vist I vil finde god, men som jeg finder meget slem, nemlig at jeg havde to Sønner i Ribbungernes Hær, som nu begge ere døde;“ derpaa gav han Kongen en omstændelig Beretning om Slaget ved Aker. Da Kongen saaledes havde erfaret, at ogsaa Oslo var renset for Fiender, drog han, saa snart de øvrige Skibe kom, strax derind, og stevnede alle Lendermænd og Sysselmænd af Viken til sig, for at drage op i Landet, og ret med Kraft at bekæmpe Ribbungerne. Da man uden Skibe intet kunde udrette mod disse, som havde Helgeøen inde og beherskede Mjøsen, lod Kongen ikke færre end 33 Skibe slæbe fra Oslo over til Øyeren og
