Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/740

Denne siden er korrekturlest
722
Haakon Haakonssøn.

egentlig kun er Konst Haakons Livshistorie, desværre beretter lidet eller intet om hvad der foregik i det Throndhjemske, faa længe Kongen ikke havde noget med dette Landskab umiddelbart at bestille, skjønt der ej kan være nogen Tvivl om, at der her forefaldt mangt og meget, som det vilde være af stor Vigtighed at erfare. Navnlig kunde man ønske nøjagtige Underretninger om alle Skule Jarls hemmelige og aabenbare Stemplinger, saavel med Mænd indenlands, som med Ribbungerne og udenlandske Magter. At han saavel som Chorsbrødrene snart vare komne paa den venskabeligste Fod med „den Bedrager Peter“, som de før kaldte Erkebiskoppen, have vi tidligere seet. Og det kunde ikke gaa anderledes. Thi naar man i sin Tid kunde vælge Peter til at rejse til Rom og tale Abbed Sigurds Sag, er det tydeligt at han hørte til samme Parti, og alene for Kongen paatog sig en Maske, som han aftog ved sin Tilbagekomst, da han havde opnaaet, hvad han ønskede. Peter havde her endog just handlet i sit Partis Interesse, idet han ved at tilvende sig Kongens Anbefaling hindrede at dennes Valg faldt paa nogen paalideligere Ven; og den, som blev bedragen, var Kongen, ikke Jarlen og Chorsbrødrene. Derfor er det heller intet Under, at Kongen blev opbragt paa ham. Kort efter at Kongen havde skrevet sit skarpe Brev, blev Jarlen farligt syg, saa at han endog selv var forberedt paa Døden, og allerede havde ladet sig give den sidste Olje, da han uventet kom sig igjen[1]. Det lader til, at Gejstligheden, især som man maa formode, Erkebiskoppen, har benyttet sig af denne hans Sygdom til at aflokke ham flere Løfter eller Gaver til Kirken og kirkelige Formaal, og til overhoved at knytte ham nærmere til sig. Man finder saaledes, at Skule omtrent paa denne Tid har taget Korset. I et Brev til Erkebiskoppen, dateret Lateran den 4de November 1226, paalægger nemlig Pave Honorius denne at prædike Korstog i hele sin Provins, og giver ham apostolisk Myndighed til at absolvere alle dem, der lade sig korsmerke, fra den Exkommunikation, hvori de til Straf for begangne Voldsgjerninger kunde være forfaldne, alt sammen fordi han, som han udtrykker sig, af et Brev fra Erkebiskoppen har erfaret, at „hans kjære Søn, den ædle Jarl“, har taget Korset, og med en talrig Skare af korsmerkede Folk herligen ruster sig til det hellige Lands Befrielse, tilbydende alle dem, der ville drage med ham, fri Overfart uden Betaling. Intet er sandsynligere, end at Skule under sin haarde Sygdom efter Erkebiskoppens Tilskyndelse har aflagt Løftet om at tage Korset, som han siden, efter sin Helbredelse, har maattet gjentage, uden at det nogensinde var hans oprigtige Hensigt at

  1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 114. Der kom Brev til Bergen fra Jarlen, heder det, „som meldte at han havde faaet en haard Sot, saa at han endog havde taget al christelig Tjeneste, men Gud lod ham dog komme sig“.