o. s. v. maatte medtage lang Tid, saa at man dertil vistnok aller mindst kan regne ti Aar, komme vi derved saa nær henimod Aaret 1226, at Sandsynligheden for, at Beslutningen om et saa vigtigt Skridt just da, under hans Sygdom, kom til Modenhed, bliver overvejende. Det maa vistnok betragtes som noget højst usædvanligt, at han paa denne Maade bortskjenkede sin Æts Hovedgaard, men det finder sin Forklaring i den Omstændighed, at han ikke havde nogen egtefød Søn at overlade den til[1], og at den derfor efter den almindelige Arvegang maatte komme til at tilfalde hans Datter, Dronning Margrete, og derved ogsaa Kongen. Thi ham undte han den vistnok saa lidet, at han langt heller saa den i Kirkens Hænder, især naar han derved ganske kunde vinde Gejstligheden for sig, medens tillige hans Navn ved en saa storartet Gavmildhed kom til at glimre. I og for sig indeholder saaledes denne Stiftelse fra hans Side unegtelig en Aabenbarelse af det ukjærlige Sind, han bar til sin Svigersøn. Med Hensyn hertil traf det ret heldigt, at Sigurd Ribbung var bleven afløst af Junker Knut i Anførselen for Ribbungerne. Thi Sigurd stod, som vi have seet, ganske vist paa en venskabelig Fod, ja efter al Sandsynlighed endog i hemmelig Forstaaelse med Skule, og der er endog Grund til at antage, at de tilsammen havde aftalt en Plan, der stod i Forbindelse med de foregivne Korstogsrustninger, og som alene Sigurds uformodede Død hindrede fra at komme til Udførelse. Men Knut, Haakon Jarls Søn og Repræsentant, maatte have Interesser og Sympathier, der laa alt for meget i Strid med Jarlens, til at endog det fælles Uvenskab med Kongen kunde knytte dem sammen, og derved bragtes Jarlen atter til, om end mod sin Tilbøjelighed, for en Tidlang at nærme sig Kongen og lade sine Planer mod ham hvile.
Saaledes vare Forholdne beskafne, da Merkesmanden Thorstein Heimnes, som Kongen havde afsendt fra Oslo, efter 8 eller 9 Dages Rejse ankom til Bergen, bebudede Kongens nær forestaaende Ankomst, og bad dem at oppebie ham. Uagtet de i Førstningen nok saa djervt havde efterkommet hans Anmodning om at indfinde sig hos ham, bleve de dog nu noget forknytte ved at høre, at han saa snart var i Vente, thi de havde, synes der, faaet et Nys om, maaskee gjennem Thorstein selv, om at Kongen medbragte Breve, hvorved de vare temmelig kompromitterede[2]. Hvad dette var for Breve, siges ikke,
- ↑ Hans uegte Søn Peter, med Andres Skjaldarbands Kone, (se ovenfor S. 621) var da endnu ikke anerkjendt.
- ↑ I Sagaen staar: „Da Thorstein kom nord, tyktes Jarlen og Erkebiskoppen bane spurgt at Kongen monne vilde komme frem med Breve, som han fandt ikke ganske at vidne om Troskab fra deres Side mod ham.“
Mening antydet, at den første Beslutning om Klostrets Oprettelse er tagen under Jarlens Sygdom 1226.
