hvori Kong Sverre var stedt, da Bønderne angrebe ham i Oslo. Kongen lod sig i Førstningen afskrække ved disse Forestillinger, og gav Bønderne det Svar, at han dog nok helst vilde tilbringe Vintren paa Slotsbjerget, som han fra først af havde bestemt, men efterlade sine Lendermænd i Oslo til deres Forsvar. Bønderne, som merkede, hvorledes Sagen var fat, tilbøde da at stille de bedste Bønder af hvert Kirkesogn som Gisler, hvis han ikke havde rigtig Tro til dem. Kongen overlagde paany med sine Mænd, der fremdeles fraraadede ham at betro sig til Bønderne; men imidlertid havde han overvundet alle smaalige Betænkeligheder og fattet sin Beslutning: han erklærede at han vilde blive hos de brave Bønder, der gjorde ham saa hæderlige Tilbud, og vare saa villige til at ofre Liv og Blod for ham. Derved blev det, og han fik ingen Aarsag til at angre det. Han opslog sin Residens i den saakaldte Haakonsgaard[1], og lod det fornødne til Vinteropholdet hente fra Tunsberg, ja endog fra Bergen. Arnbjørn Jonssøn sad derimod om Vintren paa Valdensholm for at værge Landet, og holde Øje med Fiendens Bevægelser[2].
Den strengeste Deel af Vintren tilbragte Junker Knut hjemme i Gøtaland, efterladende nogle Skarer Ribbunger som Besætning i Mjøsen. Herved skadede han sin Sag i en ikke ringe Grad, thi Kongen benyttede lig af hans Fraværelse til at svække og adsprede Ribbungerne baade ved List og Magt. Han sendte hemmelige Breve til deres Troppehøvdinger saavel som andre formaaende Mænd iblandt dem, og tilbød Grid og gode Vilkaar, hvis de kom og indgik Forlig med ham. Og den, som aller først benyttede sig af dette Tilbud, var den dygtigste og virksomste af dem alle, nemlig Erling Rumstav, Sigurd Ribbungs forrige Merkesmand og Raadgiver. Han begav sig til Kongen, fik Fred paa hæderlige Vilkaar, traadte i hans Tjeneste, og hædredes strax med saa stor Tillid, at Kongen betroede ham nogle Skarer, for at søge efter Ribbungerne paa Soløer. Han svigtede heller ikke denne Smil» men gjorde sine Sager saa godt, at 40 Ribbunger bleve fældede, og Kongen, som fra nu af satte fuldkommen Lid til hans Troskab, sagde at han havde tilkæmpet sig Lendermands Ret[3]. En anden Trop paa 360 Mand, alle til Hest, blev under Simon Kyr sendt ned til Ranafylke, for ogsaa her at ransage efter Ribbunger, der
- ↑ I Peder Claussøns Oversættelse af Sagaen kaldes denne Gaard Haakon Griis’s Gaard, en Læsemaade, som da maa have staaet i hans Kodex; er den rigtig, har Gaarden saaledes tilhørt Haakon Griis, en af Birkebeinernes Høvdinger, der faldt i Oslo 1210, se nedenfor, jvfr. Haakon Haakonss. Saga Cap. 219.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 148.
- ↑ Det vil vistnok sige, at Kongen udnævnte ham til Lendermand, eller lovede at udnævne ham dertil.
