Mund, da han havde faaet sin kongelige Herkomst at vide[1]. Efter det færøiske Sagn lod han Astrid forblive paa Færøerne, og hentede hende aldrig til Norge. Er det saa, hvad der ogsaa maa antages for det Rette, maa alle hans Børn med hende være fødde der.
Hvor vidt det nu havde sin Rigtighed med Sverres Herkomst, eller om han var en Bedrager, som hans Fiender paastode, er et Spørgsmaal, som umuligt med fuldkommen Sikkerhed lader sig besvare, da det, som man tydelig kan see, allerede brast ham selv paa tilstrækkeligt, retsgyldigt Beviis i saa Henseende, og han maatte lade sin egen Forsikring om, hvad hans Moder havde betroet ham, staa ved sit Værd. Hun var ikke engang tilstede ved hans Fremtræden i Norge, og kom neppe heller senere derhen, for at understøtte hans Udsagn. Saaledes var han ganske overladt til sig selv, og maatte lade det komme an paa, hvorvidt han ved sine egne Talenter kunde skaffe sig og sit Udsagn Tiltro. Nu gjelder det for det første om ham, hvad der allerede er ytret om Harald Gille, at det i og for sig maatte ansees for et saa voveligt Skridt at optræde som Kronprætendent lige overfor en Konge, hvis Magt var fuldkommen befæstet, at alene den indre Bevidsthed om lige eller bedre Berettigelse kunde opfordre dertil, og dette gjelder for saa vidt endnu mere om Sverre, som Harald Gille dog, efter hvad man maa formode, opstilledes af endeel mægtige Mænd, der hentede ham til Landet og understøttede hans Paastand, medens Sverre derimod kom fra en afsides Ø, aldeles ukjendt og ukaldet, og uden at kjende en eneste endog nogenlunde formaaende Mand, paa hvis Bistand han kunde regne. Under saadanne Omstændigheder synes dog blot og bar Ærgjerrighed ikke at kunne være den eneste Drivfjeder, men en fuldkommen Overbeviisning om hans kongelige Byrd, forenet med en næsten sværmersk Tro paa, at hans retmæssige Bestræbelser tilsidst vilde krones med Held, at maatte have ledet hans Skridt. Her kan der ikke indvendes, at der senere fremstod Tronprætendenter, om hvem det beviistes, at de falskeligen udgave sig eller udgaves for Kongesønner, thi deels opstilledes eller understøttedes de af allerede bestaaende Partier, deels vare de Børn, der kun brugtes som viljeløse Redskaber i Partimændenes Haand. Sverre derimod gik paa egen Haand,i sin fulde Ungdomskraft og med velberaad Hu, til sit vovelige Foretagende. Dernæst maa man erkjende, at hvad enten hans Foregivende havde sin Rigtighed eller ej, vilde hans Fiender lige fuldt stedse have erklæret det for Opspind, saa længe ingen ordentlige Beviser kunde føres, og maaskee neppe engang erkjendt disse; deres haardnakkede Benegtelse har derfor her lidet eller intet at betyde. Endelig er der i det mindste een
- ↑ Saxo, S. 895.
