Forfølgelsen skede, ikke havde faaet Mad siden Dagen forud. Men Ribbungerne begyndte at skyde paa dem, saa at der ej blev noget af Spiisningen, og begge Parter fortsatte deres Nej saa hurtigt de kunde. Ribbungerne, som havde et lidet Forspring, lagde først hen til Kirkebøen og gave sig herfra til at udskjelde Birkebeinerne, efter som disse nærmede sig. Da Kongen kom, bød han dem holde op med slig Daarskab, og heller vente indtil hans Skibe kom, thi da kunde man strides med andet end Ord[1]. Ribbungerne svarede, at det vilde de gjerne. Men aldrig saa snart havde Kongen faaet 14 Skibe samlede, og lavede sig til at drage imod dem, førend Ribbungerne sluttede sine Skibe østen om Kirken, og droge dem op i Vingersøen. Birkebeinerne roede efter, og uagtet Ribbungerne havde indtaget en meget fordeelagtig Stilling øverst paa den høje, men største Delen af blød Leer bestaaende Aabred, styrede de dog lige imod dem. Ribbungerne toge fremdeles Flugten, og roede langs efter Vingersøen, medens Kongen forfulgte dem paa Landsiden; da de vare komne til den anden Ende, sprang de i Land, og satte til Skovs, men Kongen var saa nær efter dem, at han fik fældet flere af de bagerste. Han fortsatte ikke Forfølgelsen længer for denne Gang, men tog alle deres Skibe og vendte tilbage til det Sted, hver han havde forladt sine; her led han gjøre Holdt, for at hans Folk endelig kunde faa sig Mad og nødvendig Hvile, thi det var nu Mandag Morgen (17de Mai), og de havde uafladelig været paa Ferde heelt siden Løverdagen. Dog udsendtes der Mænd for at holde Øje med Fiendens Bevægelser, og disse kom snart tilbage med den Efterretning, at han havde taget den korteste Vej over Grændsen. Kongen vendte sig da atter vestover, lod sine Skibe paany slæbe over Fund-Eidet, derpaa op i Vormen, og videre til Mjøsen. Han tilbragte Christi Himmelfartsdag (20de Mai) paa Hamar hos Biskop Hallvard, og ordnede atter de nu fra Ribbungerne befriede Oplandes Anliggender. Endelig satte han, som forrige Gang, Mænd til at bevogte Skibene, og begav sig derpaa tilbage til Oslo, hvor han efter 14 Dages Forløb, altsaa i den første Halvdeel af Juni, beredede sig til at drage øster til Elven, hvor han vel maatte formode at Fiendens Hovedstyrke nu var at finde[2].
Men endnu førend han havde forladt Oslo, kom der Brev fra Knut, Fru Christina og Æskil Lagmand med Bøn om, at hun vilde tilstaa Knut Lejde, for at han kunde indfinde sig hos ham, saa snart han var kommen østerpaa, men de bade derhos, at dette maatte holdes hemmeligt, da man
