en Tid ej havde Udsigten til Valdemars mægtige Hjelp for Øjnene, fandt ogsaa bedst sin Regning ved at vise Blidhed og Venlighed mod Kongen. – Det skulde synes, som om det ogsaa maatte være blevet et nyt og sterkere Baand imellem dem, at Dronning Margrete. Jarlens Datter, netop under hans Ophold i Bergen denne Høst fødte sin første Søn, Olaf, til Verden[1], og det maatte derhos bebude de bedste Udsigter for den fremtidige gode Forstaaelse mellem Kongen og begge de øvrige forrige Kronprætendenter indbyrdes, at Junker Knut, sandsynligviis efter Kongens Tilskyndelse, bejlede til og egtede Jarlens anden Datter, Ingerid. Men mod Skules umættelige Ærgjerrighed og aldrig hvilende Lyst til politiske Machinationer formaaede ingen saadanne Hensyn at danne nogen Modvegt. Ved at skjenke Knut sin Datters Haand havde han vistnok kun de politiske Fordele for Øje, som denne Forbindelse, der i sig selv maatte være ham ubehagelig, kunde bringe ham, og han haabede vel at kunne benytte den unge, charakteersvage Mand som et Redskab for sine Interesser. Han fik det ogsaa maget saaledes, at Knut skulde følge med ham til Throndhjem, og udvirkede derhos Kongens Samtykke til, at han selv den følgende Vaar, ledsaget af Knut og flere andre Herrer, maatte drage over Land til Kong Valdemar, hvilken han vel haabede da var kommen nogenlunde til Kræfter efter Nederlaget, og ved hvis Hof han desuden havde lettere ved at virke paa Erkebiskoppen af Lund til Skade for Kong Haakons Ønsker.
At Kong Haakon og hans forstandige Raadgivere skulde have næret Tillid til Skule, og ikke gjennemskuet de fleste af hans Planer, synes lidet troligt. Men at Haakon desuagtet, som det synes, gjorde saa lidet for at hindre disse Planer, og tillod ham saa uhindret at gjøre og lade hvad han vilde, endog naar han næsten aabenlyst gjorde Forberedelser til at støde ham fra Tronen, kan neppe forklares af anden Aarsag, end at Haakon engang for alle havde besluttet, for Fredens og Sømmelighedens Skyld at taale talt hvad der paa nogen Maade kunde taales, og ikke at være, ja endog at undgaa Skinnet af at være, den angribende Part, saa at Ansvaret og Bebrejdelsen for at have yppet ny Borgerkrig alene maatte hvile paa Jarlen. Han har vel ogsaa nu følt sig saa sikker paa Tronen og ved Undersaatternes Yndest, at han ikke synderlig frygtede Jarlen. Men som et Tegn paa, at Haakon dog var forberedt paa det værste, og betænkt paa at skaffe sig Venner, ved hvis Hjelp han kunde holde et Forbund mellem Skule Jarl og Valdemar Stangen, kan man vel betragte den venskabelige Forbindelse, som han paa denne Tid indledede, eller maaskee – allerede havde indledet, med Europas mægtigste, talentfuldeste og statsklo-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 158.
