Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/761

Denne siden er korrekturlest
743
1227. Slagsmaal mellem Kongens og Jarlens Tilhængere.

i Vaagen 1224[1]. Dette Drab søgte nu Paal Vaagaskalms Søn Ivar Grette at hevne ved at dræbe den gamle, uskyldige Erik Bagge, men herover bleve Kongens Hirdmænd saa forbitrede, at de væbnede En, og vilde have fat paa Nikolas, Ivars Broder. Nikolas og hans Fader Paal (og sandsynligviis Ivar Grette selv) toge deres Tilflugt til Nikolaikirkens Taarn, men Hirden stormede efter, og vilde bryde Kirken op. Da blev Kongen, som den Dag var Jarlens Gjest, kaldet til( og ilede med Skule derhen: det var paa høj Tid, thi Hirdmændene havde nu faaet fat paa Lendermanden Ivar Nev, Paals Frænde, og vilde dræbe ham, alt efter den gamle, fordærvelige Skik, at man, som det i Loven heder, i Drabstilfælde ej holdt sig til Banemanden selv, men til den bedste og mest anseede af hans Æt, lige meget om denne var ganske uskyldig i Drabet. Kongen tog strax Ivar i sin Beskyttelse, forbød Hirden at krænke Kirkefreden, lod Drabsmanden, Ivar Grette, hemmelig bringe over til Munkeliv Kloster, hvorfra han siden kom ud af Landet, og erklærede paa en Hirdstevne Dagen efter, at Nikolas ej skulde undgjelde for en Handling, hvori han ej havde haft den mindste Deel. Men dette viser noksom, hvor fiendtlig Stemningen var mellem begge Fyrsters Tilhængere[2]. Den venlige Omgang mellem Kongen og Jarlen vedblev imidlertid uforandret lige til dennes Afrejse til Throndhjem, og Vintren gik roligt hen. Den paafølgende Vaar, da Skule, efter som det var bestemt, med Junker Knut og li stort Følge begav sig over Land til Oslo, for siden at drage til Danmark, og Kongen strax efter ankom til Søs fra Bergen, var Forholdet mellem dem selv fremdeles tilsyneladende nok saa godt. Kongen, der paa sine Skibe havde medbragt fuldt op af alle Fornødenheder, medens Jarlen, der var dragen over Land, ikke havde kunnet føre stort med sig, bevertede ham de fleste Aftener hos sig, skjønt de for øvrigt ikke boede sammen, da Kongen holdt til i den Gaard, der kaldtes Digreskytningen, Staden derimod i Skartbælen[3], medens Kongsgaarden, der maaskee endnu ikke var fuldt færdig, beboedes af den nye Erkebiskop Thore, der just var kommen tilbage fra Rom, og var bleven modtagen af Kongen med den største Forekommenhed. Men Voldsscenerne mellem Kongens og Jarlens Mænd fornyedes. En af Jarlens Folk, Roe Hallkellssøn, dræbte en Aften en af Kongens Hirdmænd, Olaf hvite, men var fornuftig nok til, strax at ile lige hen til Kongens

  1. Se ovenfor S. 675.
  2. Haakon Haakonss. Saga Cap. 157.
  3. Begge disse Gaarde omtales oftere, ogsaa i Diplomer. „Digreskytningen“ vil egentlig kun sige „den digre eller store Skytningsstue“. Skarthælen tilhørte rimeligviis en Mand med Tilnavnet Skarthæl, der siden nævnes i Haakon Haakonssøns Saga.