Herberge og bede ham om Tilgivelse, hvilken han ogsaa strax fik. Kongens Lendermænd og Hirdmænd, der ikke vidste dette, stormede imidlertid hen til Jarlsmændenes Herberge, for at tage Hevn, og da Kongen, paa Jarlens Anmodning, i egen Person begav sig derhen for at tale de Forbitrede til Rette, og med Nød og neppe havde banet sig Vej over sine egne Hirdmænds Hoveder ind i Gaarden, var en af Jarlsmændene[1] fræk nok til at foreslaa sine Kammerater, uden Videre at slaa ham ihjel, „da havde de dog noget for al denne Uro“. De andre skammede ham rigtignok ud for dette nederdrægtige Raad, men man seer dog heraf, hvilke Følelser der kunde besjæle enkelte af Jarlsmændene, og som aabenbart havde deres Udspring fra Jarlen selv. Kongen, der fremdeles kun søgte at overholde Fred og Ro, uden enten at see til højre eller venstre, stevnede alle de Tilstedeværende til Mode paa Hallvards Kirkegaard, og gik imidlertid med Jarlsmændene et Stokke udenfor Byen, da de ellers ikke kunde være sikre for Birkebeinerne; derpaa gik han hjem, og sorte med egen Haand Roe ind i Hallvardskirken. Erkebiskoppen blandede sig ogsaa i Sagen, idet han sendte Bud til Kongen, med Bøn om at han vilde forebygge yderligere farlige Følger af Slagsmaalet. Anmodningen var vistnok overflødig, da det netop var herpaa, at Kongens Bestræbelser gik ud; han lovede imidlertid at efterkomme den, og saa vidt man kan skjønne, lykkedes det ham. Da Skule strax efter skulde tiltræde sin Rejse til Danmark, hvilket han havde tænkt at gjøre paa lejede Kjøbmandsskibe, viste Kongen ham strax den Opmerksomhed at laane ham Skibe og skjenke ham Ledingen af 12 Skibreder, saa at han kunde rejse standmæssigt. Denne Opmerksomhed er saa meget mere at beundre, som Kongen umuligt kan have betragtet Jarlens Rejse med gunstige Øjne, eller endog kun med Ligegyldighed. Han maa have næret Mistanke om, at Skule vilde virke i sin egen, og mod hans, Interesse, om ikke i anden Henseende, faa dog i det mindste for at hindre hans Kroning, der nu paa en Maade var afhængig af den danske Erkebiskops Godtbefindende, og i hvilken Anledning han enten nys havde afsendt, eller just nu afsendte den for omtalte Befuldmægtigede eller paalidelige Agent til Paven, for at anmode denne om at fratage Erkebiskoppen af Lund det ham overdragne Undersøgelses-Hverv og udnævne en anden Undersøgelses-Kommissær i hans Sted, da Kongen, som Paven selv siden udtrykker sig, „af klækkelige Grunde havde ham mistænkt for at være sig imod“[2]. Jar-
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/762
Denne siden er korrekturlest
744
Haakon Haakonssøn.
