Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/763

Denne siden er korrekturlest
745
1228. Skule Jarl forlenes med Nordre Halland.

len begav sig virkelig med et glimrende Følge, hvoriblandt Junker, eller, som han nu kaldtes, Herr Knut, Gregorius Jonssøn, og Aasulf Jarlsfrænde, ned til Kong Valdemar, hvilken han traf i Kjøbenhavn, fandt en venlig Modtagelse, forblev hos ham en Stund, og havde, siges der, mange hemmelige Samtaler med ham, hvorhos Danekongen, da de omsider skiltes ad, gav ham mange og store Gaver, og forlenede ham med Halvdelen (sandsynligviis den nordlige Halvdeel) af Halland. Om dette ikke var mistænkeligt, maatte intet være det. De hemmelige Forhandlinger med Valdemar, som ej alene ikke havde lagt Dølgsmaal paa, men endog med væbnet Haand havde søgt at gjennemføre sine foregivne Fordringer paa Lensherredømmet over Norge, eller i det mindste over Viken; disse Forhandlinger just paa denne Tid, da de foreløbige Undersøgelser med Hensyn til Haakons Kroning stode paa, og nu endelig Forleningen med halve Halland, der for Enhver maatte see ud som om den var myntet mod Vikens Sikkerhed og Rolighed, ej at tale om de ubehagelige Minder fra Finn Arnessøns og Haakon Ivarssøns Dage, som den opfriskede: alt dette kunde umuligt andet end vaade vække Mistanke og Misnøje. Hvad der end mere bestyrker, at Jarlens Bedrift i Danmark maa have gaaet ud paa Landets eller i det mindste Kongens Skade, og saaledes været af den Natur, at ingen loyal Patriot eller Kongeven kunde være tjent med at ansees deelagtig deri, er den Omstændighed, at saavel Hr. Knut, som Gregorius Jonssøn, ved Tilbagekomsten til Norge, hvor Jarlen og de aller først løb ind til Tunsberg, strax skilte sig fra denne, for at begive sig til Kongen, der imidlertid var rejst til Bergen. Skule, der selv blev tilbage i Viken og tilbragte Høsten der, kunde ikke vel negte dem Orlov til Rejsen. De havde allerede næsten tilbagelagt den, og vare komne lige til Hvarven udenfor Bergen, da Skibet, hvorpaa de befandt sig, stødte mod en Bode og forliste, hvorved Gregorius og flere andre omkom, medens Knut kun med Nød og neppe blev reddet, og mistede mange kostbare Ejendele[1]. Med Gregorius uddøde i lige nedstigende Linje den gamle Blindheims-Æt paa Søndmøre, der ansaaes for den ypperste af alle Lendermands-Ætter-

    den før omtalte Gudleik af Ask, Stallaren. Samme Agent maa have været afsendt aller senest i Begyndelsen af 1228, da hans Erende var at faa Erkebiskoppen af Lund removeret fra Undersøgelseshvervet, og denne døde allerede 10de April 1228, hvorom Agenten underrettede Paven, der da, som det nedenfor vil sees, overdrog Hvervet til Erkebiskop Thore og Biskop Arne i Bergen. Naar Paven selv fandt, at Haakon havde klækkelige Grunde (rationabilis caussa) til at holde Erkebiskop Peter ak Lund mistænkt, kan man neppe tvivle paa at han var Kongens Fiende, og af alle Kræfter virkede imod ham, eller til Gunst for Skule.

  1. Haakon Haakonss. Saga Cap. 161.