nogen Tid optoge Kongens hele Opmerksomhed og udkrævede hans umiddelbare Indskriden, saaledes som det nu skal berettes.
Af en Konge med Haakons Dygtighed og Omhu for Rigets Velvære og Hæder var det at vente, at han ogsaa vilde ofre Forholdet til Skatlandene den tilbørlige Opmerksomhed, og sørge for, at disse Rigets fjernere Besiddelser, der alt for gjerne vilde løsrive sig, naar de sporede den mindste Svaghed hos Moderlandet, holdtes i den tilbørlige Lydighed. Denne Sag laa Haakon endog mere paa Hjerte, end hans nærmeste Forgængere, og hans Bestræbelser i dette Øjemed danne en væsentlig Deel af hans lange, rastløse og fortjenstfulde Regent-Virksomhed. For ret at forstaa dem, og betragte dem i deres Sammenhæng, er det nødvendigt at gaa noget tilbage i Tiden. Hvad nu først Orknøerne angaar, have vi seet, at Jarlerne Jon og David, Sønner af Harald Madadhssøn, i Aaret 1210 havde gjort Afbigt og udredet Bøder for deres tidligere Frafald, og at de havde svoret Kong Inge og Haakon Jarl Troskabsed samt stillet Gisler til Pant paa deres fremtidige Troskab[1]. Siden den Tid synes Jon, der siden Davids Død 1214 herskede ene, nogenledes upaaklageligt at være bleven den norske Krone tro, hvortil Aarsagen maaskee fornemmelig var den, at han, som det synes, stod sig mindre godt med Kongen af Skotland, sin.Lensherre for Katanes. Efterretningerne om de indre Begivenheder i Skotland paa denne Tid ere ellers saa magre, at man mestendeels maa gjette sig frem. Da den syttenaarige Alexander den 2den havde fulgt sin i Aaret 1213 (den 13de December) afdøde Fader, Kong Villjam paa Skotlands Trone, gjorde en ny Donald Bane, Søn eller Broder af den i Aaret 1212 fangne og henrettede Guthred kaldet Mac Villjam, den ældre Donald Banes Søn, og den før omtalte Kenedh, Søn af Mælkolm Mac Heth, i Forening med en irsk Kongesøn og „en stor Hob Ildesindede“, et Indfald i Moray, men bleve slagne af Ferehard Mac Intagart, Jarl af Ross, der fangede Oprørerne, lod dem henrette, og deres Hoveder overlevere til den unge Konge (15de Juni 1215)[2]. Da Kenedh, Mælkolms
- ↑ Se ovenfor S. 543.
- ↑ Dette fortælles, saa vidt vides, alene i den melrosiske Krønike ved 1215. Til Navnet „Bane“ var her oprindelig ladet aabent Rum, og det er senere tilføjet med rødt Blæk; dette viser, at nogen Uvished derom maa have hersket. Donald kaldes filius Macwillelmi, og denne Macwillelmus kan vanskelig være nogen anden end den før omtalte Guthred Mai: Villjam tie ovenfor S. 445), Søn af den i 1187 dræbte Donald Bane, der igjen var en Søn af Villjam af Egremont, Sønnesøn af Kong Duncan, Ingebjørg Jarlemoders Søn
