Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/77

59

1174. Sverre Sigurdssøn drager til Norge.

Hemmelighed. Sverre var saaledes ved sin Fremtræden i Norge den eneste Bærer af denne, og havde det i sin Magt at udsmykke den simple Beretning om sin Fødsel med saa mange romantiske eller endog overnaturlige Biomstændigheder, som han ansaa nyttigt, før des bedre at virke paa Mængden. Hans Saga meddeler en Drøm, Gunnhild skulde have havt før hans Fødsel, og som hun meget muligt kan have fortalt Sverre, men som i alle Fald neppe nogen anden end han kan have fortalt i Norge, eller meddelt Sagaforfatteren, og som han vel derfor ogsaa ligesaavel kunde have opdigtet. Drømmen lød saaledes: Hun syntes at være i et prægtigt Lofthuus, og her føde sit Barn til Verden, medens en Kone sad hos hende for at modtage det. Det forekom hende som om denne Kone, strax Barnet var født, blev betagen af Rædsel, og tre Gange raabte til hende heftigt og med skjelvende Stemme: „Gunnhild, du har født en underlig og forfærdelig Ting til Verden!“ Paa hendes Spørgsmaal, hvad det da var, skulde Konen have sagt „det er en stor, snehvid Steen, der gløder saa sterkt, at Gnisterne fare af den til alle Kanter, som af et Stykke gloende Jern i en Smedeesse.“ Hun vilde da, syntes hun, tilligemed Konen dække Stenen til med Klæder for at ingen skulde see den, og de lagde den paa en Stol, men Gnisterne fløj overalt igjennem Klæderne, og rundt om i hele Lofthuset. De bleve meget forfærdede derover, men i samme Øjeblik vaagnede hun. Sverre skal ogsaa selv i sin Opvæxt have havt store Drømme, over hvilke flere udlo og spottede ham. Saaledes fortalte han engang en forstandig Mand ved Navn Einar, at han drømte, han var i Norge og blev til en Fugl saa stor, at Nebbet naaede til Landsenden ved Elven, Halefjedrene til Finmarken, eg Vingefjedrene dækkede det hele Rige. Einar skal have svaret, at han vel ikke ret kunde blive klog paa hvad dette betydede, men formodede dog, at det varslede om Magt eller Herredømme; maaskee, sagde han, bliver du Erkebiskop. Men Sverre skal have svaret: det tykkes mig højst usandsynligt, at jeg bliver Erkebiskop, da jeg neppe engang er skikket til at være Prest. – En anden Drøm, der, som det siges, udtrykkeligt anføres saaledes som Sverre selv fortalte den, var følgende: Det forekom ham, fem om han allerede var kommen til Norge og havde opnaaet en høj Værdighed, det tyktes ham en Biskops, men der var megen Ufred i Landet formedelst Kongernes Trælle, i det Olaf den hellige paa den ene Side kjæmpede med Magnus og Erling paa den anden. Han tænkte da over, hvilket Parti han skulde tage, og valgte Olafs. Denne modtog ham venligt, og han forblev hos ham. Ikke længe efter, var Kongen, saa syntes det ham, i en Loftstue med 15 eller 16 andre; Kongen vaskede sig ved et lidet Bord, og da han var færdig, vilde en anden Mand gaa til Bordet og vaske sig, men Kongen skød ham til Side, kaldte paa en ung Mand, der hed Sverre Magnus, og bød ham vaske sig i det sam-