belte af hvad Ydelsen oprindelig var, tabte Katnesingerne Taalmodigheden, og klagede til Jon Jarl, der just befandt sig paa Katanes, ikke langt fra Hawkirk i Thorsdal, hvor Biskoppen var[1]. Jarlen sagde at han i denne Sag hverken vilde raade dem fra eller til; her havde man to Vilkaar for Haanden, begge lige slemme: at underkaste sig Fordringen var utaaleligt. det andet Vilkaar vilde han ikke nævne. Katnesingerne samlede sig da til Thing eller Raadslagning paa Fjeldet ovenfor Hawkirk. Ravn Lagmand, hvorom der ovenfor er talt, var hos Biskoppen og bad ham indstændigt om at give efter, ellers vilde det neppe gaa godt. Biskoppen meente, at det ej havde nogen Nød, og at Bønderne nok af sig selv vilde komme til Ro. Imidlertid sendte man Bud til Jarlen, om at han vilde komme og mægle Forlig, men han undslog sig med de Ord: „er Biskoppen bange, kan han jo komme til mig“. Strax efter saa man en stor Skare Bønder – det skal have været over 300 – ile rasende ned ad Fjeldsiden. Ved dette Syn bad Lagmanden Biskoppen at sørge for sin Sikkerhed, men det var allerede for silde; den rasende Skare omringede Huset, hvor Biskoppen. Lagmanden og flere sad til Bords ovenpaa. Munken Sørle fra Newbottle, Biskoppens fornemste Raadgiver og mere forhadt end han selv, da han betragtedes som den egentlige Ophavsmand til hans Udpresninger, gik ud i Døren, for at tale til de Forbitrede, men fik i det samme et Hugg i Ansigtet, saa at han faldt død tilbage i Stuen. Biskoppen skal selv have erkjendt, at dette paa en vis Maade var Løn som forskyldt, da Sørle altid havde søgt at ophidse ham mod Bønderne. Han bad nu Ravn gaa ud til disse og tilbyde Forlig. De forstandigste blandt Bønderne bleve meget glade over dette Tilbud, og Biskoppen begav sig ud til dem, men der var en heel Deel, som slet ikke vilde lade sig store, og som ved Synet af Biskoppen bleve saa rasende, at de styrtede ind paa ham, reve Klæderne af ham, bandt, sloge og paa andre Maader mishandlede ham, indtil de endelig slæbte ham ind i Ildhuset og satte Ild paa dette, alt sammen i saadan Hast at han allerede var indebrændt, førend nogen kunde komme ham til Hjelp (11te September 1222)[2]. Da Efterretningen herom naaede Kong Alexander, der just stod paa en Rejse til England, lod han strax denne fare, samlede en Hær, og drog til Katanes, hvor han herjede vidt og bredt, og tog den haardeste Straf over Indbyggerne, hvoraf en Mængde bleve dræbte, lemlæstede eller forjagne[3]. Jarlen søgte ved „gode Mænds“
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/770
Denne siden er korrekturlest
752
Haakon Haakonssøn.
