paa, at Orknø-Jarlerne, i samme Forhold som de stode sig godt med Kongen i Norge, stode paa en spændt Fod med Kongen i Skotland, og omvendt; thi medens der ikke fortælles om noget yderligere Uvenskab mellem Jon Jarl og Kong Alexander, og det uagtet endnu nogle Medlemmer af det Macwilliamske Huus, nemlig en vis Gillescop med Sønner, og Ruaidhri, stiftede Oprørsflokke i det nordlige Skotland, og vakte Uroligheder der, lige indtil 1229, da Gillescop og hans Sønner bleve dræbte, maa der have været Misforstaaelser af en temmelig alvorlig Natur mellem Jon og Kong Haakon, da der fortælles, at Jon Jarl om Sommeren 1224 indfandt sig i Bergen hos Kongen, da denne var kommen tilbage fra Oslo, forligtes med ham om de Sager, der vare imellem dem, opholdt sig hos ham en Tidlang, og efterlod sin Søn Harald som Gissel[1]. Men hvilke disse Sager vare, nævnes ej. Man seer kun saa meget, at Kongen maa have haft Mistanke til Jarlens Troskab, siden denne maatte stille ham Gissel. For øvrigt er det ikke hermed sagt, at Kongen mistænkte ham for at ville løsrive sig; muligt, at han alene frygtede for, at han vilde slutte sig nærmere til Skule Jarl, end til ham. Der manglede heller ikke i Orknøerne paa Prætendenter til Herredømmet, som kunde tage Skules Parti, hvis Jarlen holdt sig til Kongen, eller omvendt. Navnlig var der en højbyrdig Mand. Snækoll Gunnessøn, hvis Moder Ragnhild var Datter af Erik Slagbrelle og Ingegerd. Ragnvald Jarls Datter, og hvis Fader Gunne sandsynligviis nedstammede fra Svein Asleifssøn[2]: han gjorde i det mindste Fordring paa flere Gaarde, som hans Frænder havde ejet, men som Jarlen nu havde i Besiddelse, og da Jarlen negtede at aftræde dem, fremsatte han Fordringen saa hyppigt og med saadan Heftighed, at Jarlen blev vred, og spurgte om han vilde efterligne sin Morbroder Harald unge i at fordre Deel i Jarledømmet: i saa Fald skulde det ikke nytte ham noget, da han selv agtede til det yderste at forsvare Besiddelsen af sit Rige. Snækoll svarede dertil, at han nok ikke kunde vente at han vilde unde ham nogen Deel af Jarledømmet, naar han ikke engang vilde rinde ham hans rette Mødrenearv. – Derved opstod et heftigt Fiendskab mellem Jarlen og Snækoll samt dennes talrige Frænder, og dette Fiendskab vel igjen har haft stor Indflydelse paa enhver af Parternes politiske Stilling lige overfor Partierne i Norge. Skjønt Beretningerne om disse Forhold og Begivenheder ere høit ufuldstændige, erfarer man dog saa meget, at Jarlen efterhaanden nærmede sig mere Kongen, medens hans Fiender heldede mere til Skules Side. I Aaret 1226 druknede Jarlens, som
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/772
Denne siden er korrekturlest
754
Haakon Haakonssøn.
