med Lethed kunde trænge lige ind til Lochaber, fra Arran og Bule til Clydefjordens frugtbare Omgivelser og saaat sige til Hjertet af Lavlandene, og fra Man til hvilket som helst Punkt af Galloway og Annandale. Dette Forhold vilde maaskee ikke ennu have været saa utaaleligt for Skotland, hvis den norske Konge havde været Syderøernes umiddelbare Behersker, og saaledes med større Strenghed kunde have overholdt Fred og Ro; men de egentlige Herrer vare de tøjleløse Lenskonger, der ej vare stort bedre end Vikinger, og kun alt for godt forstode at benytte sig af deres fordeelagtige Stilling til at gjøre Fortred[1].
Det er i det foregaaende[2] viist, hvorledes Ragnvald Gudrødssøn, Konge paa Syderøerne, i Aaret 1210, tilligemed sin Søn og Medregent Gudrød svarte, advarede ved det Tog, som Birkebeiner og Bagler i Forening havde gjort til Øerne, fandt det raadeligst at drage over til Norge, erkjende den norske Konges Lenshøjhed, og udrede den forfaldne Skat. Det er ligeledes omtalt, at Ragnvald to Aar efter (16de Mai 1212), udstedte et Hyldingsbrev til den engelske Konge Johan, uanseet at denne, som man maa formode, stod i et venskabeligt Forhold til Kong Inge[3]. Men denne Hylding, hvorved han erklærede sig for hans Vasall saa længe han levede, og som er udstedt i Lambeth, tæt ved London[4], og paategnet af en Deel engelske Magnater, har maaskee enten, som ovenfor bemerket, været ham aftvungen, eller ogsaa har den sigtet til et af Ragnvald overtaget Hverv at forsvare de engelsk-irske Farvande[5]. Ved Siden heraf maatte det ogsaa være ham magtpaaliggende fremdeles at beholde den skotske Kong Villjams Yndest, for at denne ikke skulde slippe hans Broder og Medbejler Olaf løs. Villjam stod vel tilsyneladende i venskabelig Forbindelse med den engelske Konge, hvis Lenshøjhed han endog havde anerkjendt, men egentlig betragtede han dog Kong Johan som sin Fiende, mod hvem han nærede stor Mistanke, især paa denne Tid, og en Forbindelse mellem ham og Kongen af Man
- ↑ Om Ragnvalds krigerske Ferd og Ord for at leve paa de gamle Vikingers Viis, se ovenfor S. 441.
- ↑ Se ovenfor S. 541.
- ↑ Han havde nemlig sendt Kong Inge Foræringer, se ovenfor S. 572.
- ↑ Rymeri foedera, ny Udgave, I. 1. S. 105.
- ↑ Vi erfare nemlig af et senere Brev fra den engelske Konge til Befalingsmændene paa Irland, Kong Olaf vedkommende, at han havde tilstaaet denne 40 Mark Sølv saavel som en Deel Naturalpræstationer af de irske Indtægter, for hans „homagium“ og Tjeneste ved at bevogte saavel den irske som den engelske Kyst paa begge Sider af Øen Man, saa længe „han tjener Kongen vel og troligen“. Naar Olaf, der dog i det hele taget var den norske Konge tro, kunde indlade sig herpaa, da kunde dette endnu lettere skee med Ragnvald, og intet er rimeligere, end at Ragnvald netop har ladet sig samme Hverv og Indtægt overdrage.
