kunde derfor neppe være ham behagelig. Paa sin Dødsseng forordnede Kong Villjam, at alle, der holdtes fængslede hos ham, skulde sættes paa fri Fod. Som en Følge deraf ophørte ogsaa Kong Olafs henved syvaarige Fangenskab, og Ragnvald havde paany i ham en Medbejler at frygte. I Førstningen synes dog Olaf, nedslagen og modløs efter det lange Fangenskab, ej at have vovet at sætte sig op mod Ragnvald; han gjorde, ledsaget af mange højbyrdige Mænd, en Pilegrimsrejse til St. Jago de Compostella, og da han kom tilbage fra denne, begav han sig fredeligt til sin Broder, der atter affandt ham med Øen Ljodhuus, og dertil gav ham sin Hustrues Syster, Datter af en fornem Mand paa Cantire, til Egte. I alt dette synes Olaf roligt at have fundet M. Hans Tid var endnu ikke kommen[1].
Imidlertid døde Biskop Nikolas 1217, og til hans Efterfølger valgtes en vis Ragnvald, Systersøn af Kongerne. Da han paa sin Visitats kom til Ljodhuus, og Olaf med aabne Arme kom ham imøde, erklærede han med Strenghed, at han intet Samkvem vilde have med Olaf, saa længe han levede i forbudt Egteskab: Olaf havde nemlig tidligere haft sin daværende Hustrues Syskendebarn til Frille. Olaf erkjendte strax, maaskee ikke saa ugjerne, Rigtigheden af Biskoppens Ord, lod sig paa et Prestemøde formelig skille fra sin Hustru, og egtede en Datter af den forhen omtalte, mægtige Ferehard Mac Intagart, Jarl af Ross[2]. Fra denne Tid af var det forbi med Venskabet mellem Brødrene. Dog skal det især have været Ragnvalds Hustru, som af Harme over Olafs Skilsmisse fra hendes Syster søgte at udsaa Tvedragt mellem dem. I al denne Tid fortsatte Ragnvald sit tilvante Vikingeliv, og i det mindste skulle hans Undersaatter have herjet baade paa Irlands og Englands Kyster. At han havde erkjendt Kong Johan for sin Lensherre og svoret ham Hyldingsed, har han efter dennes Død (1216) maaskee ikke længer taget i Betragtning, især da Johans Søn og Efterfølger Henrik ej alene var mindreaarig, men derhos laa i Strid om Kronen med Baronerne saavel som den franske Kongesøn Ludvig. Men da Henriks Parti havde faaet Overhaand, og Ludvig var udjagen af Landet, maa ogsaa Ragnvald enten være bleven ydmyget ved Vaabenmagt, eller have frygtet for en haard Straf, thi i Aaret 1218 fik han, som man erfarer, et Lejdebrev, udstedt i Kong Henriks Navn, der skulde vare fra 16de Januar til Paaske, for at han kunde indfinde sig hos Kong Henrik, aflægge ham sin Hyldest, og give Fyldestgjørelse for de i England
