Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/780

Denne siden er korrekturlest
762
Haakon Haakonssøn.

kun til Alan, og gav hans uegte Søn Thomas sin Datter til Egte[1]. De hundrede Mark skulde vel saaledes kun være et Slags Brudeskat. Herover bleve Manværingerne saa forbitrede, at de strax indkaldte Olaf, og hyldede ham som deres Konge (1226). Det var sandsynligviis for at underrette Kong Haakon om denne vigtige Forandring, at Biskop Simon af Suderøerne tilligemed Abbeden af Icolmkill begave sig til Bergen hiin samme Hest 1226, da ogsaa Jon Jarl indfandt sig der, og Kongen, efter at have kæmpet med Junker Knut og Ribbungerne paa Oplandene. skulde have en Sammenkomst med Skule Jarl og Erkebiskop Peter[2]. I Sagaen tales der vel intet om, at de vare afsendte af Kong Olaf, men der kan vel neppe være nogen Tvivl om, at dette var Tilfældet. Det siges heller ikke om Gilchrist og Ottar Snækollssøn i 1224, men kan lige saa lidet betvivles om dem. Kongen, fortælles der, afgjorde deres Anliggender, idet han tog Skule Jarl med paa Raad. Man maa fremdeles antage, at han har godkjendt, hvad der skede, thi Ragnvald havde ved hele sin Ferd noksom lagt for Dagen, at han ikke vilde erkjende hans Overherredømme. Af den Omstændighed, at de syderøiske Sendemænd saavel denne som forrige Gang kom i Følge med Jon Jarl, skulde man fristes til at antage, at han har haft noget med deres Anliggender at skaffe, hvilket i sig selv er rimeligt nok i Betragtning af hans Naboskab, og maaskee endog Slægtskab, med Jarlen af Ross, Kong Olafs Svigerfader, der selv greb saa betydeligt ind i Skotlands politiske Begivenheder. Men i hvilken Udstrækning og Retning Jon Jarl har taget Deel i alt dette, vil vel neppe nogensinde blive tilstrækkelig oplyst.

Det er forhen omtalt, at Erkebiskop Peter havde opholdt sig en Stund i Bergen for Kongens Ankomst, men at han, da han havde ond Samvittighed, ikke vovede at oppebie ham. I de Dage, Biskop Simon og han tilbragte tilsammen der, har han sandsynligviis meddeelt denne den biskoppelige Indvielse, hvis ikke Simon allerede engang for i dette samme Aar for den Sags Skyld havde været i Norge, thi det er vist, at han indviedes i 1226. Han fulgte ikke umiddelbar efter den nidkjære Ragnvald, men imellem dem var, dog som det synes ganske kort, en vis Jon, der omkom ved et Ulykkestilfælde, sandsynligviis endog førend han havde tiltraadt sit Embede. Da Simons Valg maa være indtruffet efter Erkebiskop Guthorms Død 1224, siden han ikke indviedes af ham, maa man formode, at Kong Olafs Indflydelse har været virksom derved; dette bestyrkes ogsaa deraf, at han søgte sin Indvielse i Norge, hvil-

  1. Den manske Krønike, jevnf. Fordun, IX. 49.
  2. Haakon Haakonss. Saga Cap. 147.