endnu førend Messen var til Ende, fik han høre at Ølve Illteit og de øvrige vare grebne. Den, som ivrigst drev paa at Jarlens Banemænd bleve afstraffede, var en Svoger af Jarlen, ved Navn Sigvalde Skjaalgssøn. Han fik grebet en af dem, Thorkell Bækil, der sandsynligviis havde søgt at undfly, inde paa et Sted, kaldet Svarteboderne, og førte ham derpaa ud efter Gaden, for at bringe ham til Holmen. Da han kom forbi den Gaard, hvor Skule Jarl boede, stod denne selv ved en Loftglugge, og raabte til ham at han eje skulde lade Thorkell aflive, hvis han ikke var altfor strafskyldig. „Han er saa meget mere strafskyldig end de andre“, var Sigvaldes Svar, „som han endog forgreb sig paa Jarlens døde Legeme“. Thorkell blev henrettet med Ølve og de øvrige, i alt fem; Haanev, Kolbein og Snækoll fik derimod beholde Livet, ja synes endog ganske at være blevne benaadede, og fulgte alle tre med Skule Jarl, da han om Høsten begav sig til Throndhjem. Siden tilbragte Haanev og Kolbein Vintren paa Dynnes hos Paal Vaagaskalm. Vaaren efter rejste Haanev til Kongen, og fik Tilladelse til at drage hjem: han tiltraadte ogsaa Rejsen, men blev af Modvind dreven tilbage til Hernøerne, hvor han blev syg og døde; Kolbein, hans Broder, døde ikke længe efter i Throndhjem. Snækoll derimod blev længe i Skule Jarls Tjeneste[1].
Alt dette viser tydeligt, at Skule Jarl har taget sig paa det ivrigste af Drabsmændene og anvendt hele sin Indflydelse for at redde saa mange som muligt af dem fra Dødsstraf, og at dette har lykkets ham med de tre højbyrdigste og mest anseede af dem, medens det derimod, trods alle hans Anstrengelser, ikke var ham muligt med de ringere, da Jarlens tilstedeværende Venner og Frænder, og vel ogsaa Kongens egen Retfærdighedsfølelse, ikke kunde tillade at en saadan Gjerning gik aldeles ustraffet hen. Der synes endog fra Skules Side at være spillet et aftalt, underfundigt Spil i denne Sag, thi medens han i Førstningen, før Kongens Ankomst, lod som om han ikke vilde have noget med Haanev at skaffe, viste han ham dog siden saa megen Velvilje, at han endog tog ham og hans Stalbrødre med sig til Throndhjem. Dette vækker igjen Formodning om, at han allerede tidligere, medens Drabsmændene opholdt sig i Aura-Paals Gaard, har haft hemmelige Sammenkomster med dem for at lægge Planer til deres Frelse, og det er ej usandsynligt, at den besynderlige, næsten forræderske Maade, paa hvilken de bleve lokkede til Hirdstevnen, for strax derfra at føres enten i Fangenskab eller til Retterstedet, har været en Forsigtighedsregel, aftalt mellem Kongen og den dræbte Jarls Frænder, der maaskee have merket Uraad, og formodet at en Plan var i Gjære for at frelse alle Forbryderne fra Straffen. At alt dette staar i den nøjeste Forbindelse med Skule Jarls Machinationer
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 172–173.
